Leder: Den digitale overvågning er eksploderet – og vil fejle
Leder af Jens Kristian Lund Jensen, Generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne
Vi sætter digitale fodaftryk overalt. De mange digitale data, vi hele tiden producerer, kan potentielt true os, hvis de samkøres, falder i forkerte hænder og bruges fjendtligt imod os. Det kan skabe frygt og afmagt.
Frygt er et vigtigt værktøj for despoter. I mange autokratier er brugen af overvågning eksploderet – med epicenter i Sydøstasien. Menneskerettigheder overtrædes, kontrol og sanktioner skaber frygt. For kristne betyder myndighedernes jagt på kristne minoritetsgrupper mange steder en øget risiko for fængselsstraf, og at den lokale kirke må blæse til retræte. Måske endda lukke for en tid – eller finde nye veje.
Den stærkes brug af overvågning er ikke ny. Profeten Daniel blev ført i landflygtighed i Babylon, læser vi om i Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Her blev der udstedt et dekret om ikke at bede til andre end landets konge i 30 dage, og styrets embedsmænd begyndte at overvåge den gudfrygtige Daniel. Han fortsatte med at bede til sin Gud – og blev idømt dødsstraf i løvekulen. Ko Aung – som du kan læse om inde i bladet – er bekymret for, at han på samme vis risikerer at ende sin dage for at praktisere sin kristne tro. Ikke i en løvekule, men i Myanmars fængsler.
Og i et andet gammeltestamentligt skrift, Esters Bog, læser vi om, at jøden Mordokaj blev overvåget og dødsdømt, fordi han ikke ville kaste sig på knæ for premierministeren i perserriget, Haman. Og ikke alene Mordokaj, men hele det jødiske folk skulle udslettes, fordi Mordokaj fortsatte med at praktisere sin tro på Israels Gud og ikke bøjede knæ for Haman. Men opgav Mordokaj sin tro på grund af intimideringen? Nej. På samme måde kan du læse om Ming, der på trods af overvågning, trusler og personlige omkostninger fortsætter med at dele bibler og sin kristne tro ud i Kina i dag.
Eksemplerne fra henholdsvis Daniels og Esters bog viser, at regimers overvågning er et ældgammelt trick til at forsøge at skabe frygt hos Guds folk. Og selvom overvågningen er blevet langt mere avanceret siden da, kan vi måske alligevel lære af beretningerne? Daniel reddede livet, fordi han holdt fast i troen på sin Gud – og Gud udfriede ham. Mordokaj og hans folk overlevede, fordi en medtroende, Ester, gik i forbøn for dem.
Automatreaktionen på al den overvågning, vi møder i dag, kan let blive frygt og apati. Men igen og igen møder Jesus os med ordene ”Frygt ikke, tro kun”. Forbønnen og tilliden til Gud er de åndelige våben, vi kan tage i brug for vores brødre og søstre i overvågningssamfundenes idealstater. De ser voldsomt stærke ud lige nu, men intentionen om at eliminere kristentroen med mere overvågning vil – igen – fejle.
Frygt ikke!
Artiklen er også udgivet i vores blad i august 2025. Læs hele bladet her.