Afghanere står over for deportation
Tidligere på måneden meddelte myndighederne i det centralasiatiske land Tadsjikistan, at afghanske flygtninge skulle forlade landet inden for 15 dage – ellers ville de blive deporteret til Afghanistan. Uofficielle skøn tyder på, at der bor 10.000-13.000 afghanske flygtninge i Tadsjikistan, hvoraf mange flygtede efter Talibans magtovertagelse af Afghanistan i august 2021.
Nyheden er hjerteskærende for de afghanere, der er modstandere af Taliban, eller som tilhører en minoritet, der undertrykkes af Taliban. Kristne er en af de grupper, som Taliban går målrettet efter, og derfor er kristne afghanere meget udsatte, hvis de tvinges til at vende hjem.
Taliban har tidligere udtalt, at de vil dræbe alle kristne, der bor i Afghanistan, og de har gået fra dør til dør for at opspore troende. Afghanske kirkeledere blev hårdest ramt. Mange er forsvundet, mens andre er blevet tæsket, tortureret og dræbt.
Efter Talibans tilbagevenden til magten i 2021 var Afghanistan nr. 1 på Open Doors' World Watch List 2022, som rangerer lande, hvor kristne påvirkes af forfølgelse og diskrimination.
På World Watch List 2025 rangerer Afghanistan som nr. 10. Årsagen til faldet på listen er hovedsageligt, at Talibans totale kontrol har skabt en brutal form for fred og drevet alle kristne under jorden.
Deportationer er begyndt
Allerede nu tyder rapporteringer på, at Tadsjikistans regering er begyndt at tvangsdeportere afghanere. Ifølge flere kilder er flere end 150 afghanere blevet hentet fra lokale markeder og offentlige områder i den seneste uge og deporteret fra landet. Mange af disse afghanere har officiel flygtningestatus fra FN's Flygtningeorganisation (UNHCR).
Ifølge The Khamaa Press News Agency er der både mænd og kvinder, ældre og mindreårige blandt de deporterede. I mange tilfælde er familier blevet adskilt – børn er blevet deporteret, mens deres forældre forbliver i Tadsjikistan, og ægtepar er blevet adskilt. De pludselige og aggressive deportationer har vakt stor bekymring blandt de afghanske flygtninge.
Vi ved, at der er nogle få kristne blandt de deporterede, og at andre kristne er flygtet til et mere sikkert sted.
Republikken Tadsjikistans statskomité for national sikkerhed giver følgende begrundelse for deportationerne:
”Et antal udenlandske statsborgere har groft overtrådt kravene til ophold. En inspektion har afsløret følgende beviser for udenlandske borgeres overtrædelse af kravene i lovgivningen i Republikken Tadsjikistan: ulovlig narkotikahandel, tilskyndelse til og propaganda om ekstremistiske bevægelser, indsendelse af falske oplysninger og dokumenter for at opnå flygtningestatus… Dette er også årsagen til deportationen af en række afghanske statsborgere.”
Tadsjikistan er ikke det første land, der har deporteret afghanske flygtninge. Ifølge UNHCR er mere end en million afghanere blevet hjemsendt fra Pakistan, mens omkring en million afghanere blev deporteret fra Iran alene i 2024, ifølge data fra UNHCR.
"Jeg er virkelig bekymret for de kvinder, der bliver deporteret: Hvilken fremtid har de?" spørger Jan de Vries, der overvåger de centralasiatiske lande for Open Doors. ”Jeg tænker især på de hemmeligt troende, der i øjeblikket bliver deporteret. De bliver nødt til at skjule sig endnu mere end før, og deportationen sætter deres liv i alvorlig fare."
Bed for Afghanistan og Tadsjikistan
Bed for de afghanere, der får en usikker fremtid i møde, hvis de bliver tvunget tilbage til deres hjemland.
Bed om beskyttelse over kristne, som er på jagt efter et sikkert sted at opholde sig og dem, som allerede er blevet sendt tilbage.
Bed om, at kristnes tilstedeværelse i Afghanistan må bringe Guds nærvær til dem, der ikke allerede kender ham.