På radaren hos militærstyret
MYANMAR: Open Doors’ partner Ko Aung fik et chok, da det gik op for ham, at militærstyret overvågede ham på grund af mistanke om, at han var med i en fjendtlig milits.
Under coronapandemien var Ko Aung* en værdifuld partner for Open Doors i forhold til at levere ris, olie, bibler og salmebøger til kristne i fjerntliggende landsbyer.
”Kristne samfund blev generelt hårdere ramt end andre, da mange kristne grupper bor i afsidesliggende områder, hvor deres primære indtægtskilde er at sælge grøntsager og afgrøder på markeder langt væk fra deres landsbyer,” forklarer Ko Aung.
”Men pandemien medførte rejserestriktioner, hvilket gjorde det vanskeligt for dem at rejse og drive forretning. Derfor var de afhængige af støtte udefra.”
En tilstand af frygt
Inden pandemien var overstået, væltede Myanmars militærledere det demokratisk valgte styre i et dramatisk kup. Det betød, at forholdene for landets kristne blev endnu værre, da militæret ofte betragter kristne som fjender. Mange kristne bor nemlig i områder, som er kontrolleret af etniske, væbnede militser - derfor betragter militærstyret alle kristne som en trussel; selv hvis de ikke er en del af en milits.
For Ko Aung førte militærkuppet til en tilstand af frygt, da det gik op for ham, at myndighederne holdt øje med ham.
”Jeg opdagede, at en af mine bankapps var blevet blokeret,” fortæller han. “Efter omkring en måned blev en anden bankapp også blokeret. Jeg forsøgte derefter at åbne en ny bankkonto, men bankpersonalet fortalte mig, at det ikke var muligt, da mit nationale registreringskort var blevet markeret med rødt.”
Da indså Ko Aung, hvor alvorlig situationen var for ham – militæret havde overvåget hans besøg hos etniske minoritetsgrupper, hvor han leverede hjælp til kristne, og de troede derfor, at Ko Aung var medlem af en fjendtlig milits.
”Det betød, at der var stor risiko for, at jeg ville blive arresteret på falske anklager. Det var sket for mange andre, og nogle døde, mens de var fængslet,” forklarer han.
Flygtede ud af landet
Frygten begyndte at slide på Ko Aung.
“Jeg kunne ikke sove ordentligt om natten,” siger han. “Jeg vågnede skrækslagen, hver gang en bil kørte forbi eller stoppede i nærheden af mit hus. Der var mange søvnløse nætter, og min helbredstilstand blev dårligere dag for dag. Jeg tabte mig meget, og jeg mistede også en stor del af mit hår. Hver gang militæret kom og slog lejr nær vores landsby, løb jeg ud og skjulte mig i junglen.”
Situationen blev så alvorlig for Ko Aung, at han så sig nødsaget til at flygte til et mere sikkert land. Selv på vej ud af Myanmar var han rædselsslagen for, at han ville blive tilbageholdt i lufthavnen.
Lige nu er Ko Aung relativt sikker i sit nye land, men han er langt væk fra sit hjem og sin familie, og nogle gange kan adskillelsen være svær.
“Min mor døde, uden at jeg kunne være med i begravelsen. Jeg er meget ked af, at jeg ikke fik mulighed for at se hende en sidste gang,” siger han.
Vil hjem igen
Ko Aung er nødt til stadig at være forsigtig. Han lægger for eksempel ikke sporbare oplysninger på sociale medier og er varsom med, hvilke familiemedlemmer han kontakter, da det ikke er utænkeligt, at militæret aflytter telefonopkald. Og i landsbyerne i de kristne områder tjekker militæret ofte borgernes telefoner.
”Hvis jeg vil vide noget om min familie i landsbyen, kontakter jeg derfor de af mine søskende, som bor i storbyerne. Og jeg råder dem til at slette deres opkalds- og beskedhistorik efter hver samtale,” fortæller han og fortsætter:
“Jeg vil gerne takke Open Doors for den hjælp, I har givet mig, og de bønner, der er blevet bedt for mig. I begyndelsen var det svært for mig at tilgive mine forfølgere. Men nu kan jeg tilgive dem. Når militærstyret falder, vil jeg vende hjem og fortsætte med at støtte de etniske kristne.”
* ændret af sikkerhedshensyn
Hvad gør Open Doors i Myanmar?
Gennem lokale partnere støtter Open Doors forfulgte kristne med:
Genopbygning efter jordskælvet i marts i år
Familie- og ægteskabskurser
Hjælp til at finde et levebrød
Undervisning af børn og unge
Undervisning i at være forberedt på forfølgelse
Artiklen er også udgivet i vores blad i august 2025. Læs hele bladet her.