Troen består trods voldsbølge i Syrien

Da den syriske diktator Bashar al Assad faldt i december 2024, vidste ingen, hvad det ville betyde for landet. Assad og hans far havde regeret Syrien i mere end 50 år, og de nye ledere af landet havde bånd til islamiske militante grupper. Syriske kristne var forsigtigt optimistiske med hensyn til den nye ledelse, som har lovet at beskytte religiøse minoriteter og bringe stabilitet til Syrien.

Siden magtovertagelsen i december, har der været tegn på positive fremskridt. EU har annonceret lempelse af økonomiske sanktioner mod Syrien, og USA's præsident Trump har meddelt, at han har til hensigt at gøre det samme. Kristne ledere har udtrykt en vilje til og et håb om at genoprette og bringe forsoning i Syrien i samarbejde med den nye regering.

Selvom kirkeledere, som har været i Syrien gennem borgerkrig, nu også udtrykker, at de vil være med i genopbygningen, er alt ikke lykkeligt. Der er fortsat vedvarende konflikter, hvor Syriens kristne bliver fanget i krydsilden.

En bølge af vold

Den 30. april startede en bølge af vold mellem sunnimuslimer og drusere - en etno-religiøs gruppe med dybe rødder i Syrien. Konflikten begyndte i Syriens hovedstad, Damaskus, og spredte sig hurtigt mod syd til byen Suwayda.

Mellem Damaskus og Suwayda ligger den lille by Sawara Al Kubra, hvor der, ud over drusere, bor 42 kristne familier. Her har drusere og kristne levet fredeligt side om side i gensidig respekt overfor hinanden. Den fred blev brudt, da en gruppe bevæbnede mænd indtog landsbyen og trak et spor af frygt og ødelæggelse efter sig.

På grund af den pludselige vold forlod omkring 23 kristne familier deres butikker og hjem. De omkring 80 personer søgte tilflugt i en kirke i nabolandsbyen. Deres fremtid var usikker, og deres hjerter tunge af bekymring for deres kære, som var blevet tilbage i Sawara Al Kubra.

Mona*, en ung kristen kvinde, har fortalt Open Doors’ partnere, hvordan det hele startede:

"Det var en almindelig morgen," fortæller hun. "Jeg lavede mad, og alt føltes normalt. Men så, uden varsel, ved middagstid lød den rædselsvækkende lyd af granater og kugler i vores landsby. Vi var fanget i vores hjem og ventede desperat på, at skyderierne skulle aftage."

Mona er gift og mor til en dreng i anden klasse, og de bor alle tre med Monas svigerforældre. Mona arbejder som musiklærer og hendes mand er frisør. Den eftermiddag blev hele familien fanget i deres hjem uden at vide, om det nogensinde ville blive muligt at flygte.

Da skyderierne aftog, begyndte flugten. De 23 kristne familier – blandt andet Monas – flygtede i biler til nabolandsbyen. Sawara Al Kubra blev tømt for kvinder, børn og ældre. Flere mænd tog en svær beslutning om at blive tilbage for at forsvarer deres hjem, og beskytte deres landbrugsjord og -dyr.

"Det var en hård aften," husker Mona. "Min mand og svigerfar blev i landsbyen, og mobilnetværket blev slukket. Vi var rædselsslagne og bad hele natten om, at der ikke ville ske dem noget."

De bevæbnede mænd trængte ind i landsbyen og stjal al elektronik, penge og guld fra de tomme huse.

Monas mand så fra sit vindue, hvordan bevæbnede mænd først tømte naboens hus for alle værdier, og efterfølgende satte ild til huset. Han vidste, at hans hus var det næste, og en skræmmende tanke ramte ham: ”Hvad kan vi overhovedet gøre?"

Det bankede på døren, og mens panikken greb ham, råbte han:

”Jeg åbner døren, smadr den ikke!"

De bevæbnede mænd brasede ind.

"Hvem er du? Hvad er dit religiøse tilhørsforhold?" spurgte de. Monas mand fortalte, at han og familien var kristne, men skepsissen stod malet i mændenes ansigter. De begyndte eftersøgningen for at finde beviser, der kunne bekræfte påstanden. De fandt et kors på væggen og en statue af Maria. Begge dele kastede de i gulvet, så de blev knust. Til sidst beordrede de Monas mand til at holde døren lukket og blive i huset. 

Efter to dage forlod Monas mand huset for første gang, siden volden begyndte. Da han kom tilbage, opdagede han, at huset var blevet gennemsøgt, og at røverne var på taget. Hans gamle far, der var indenfor, kunne intet gøre.

'Det føltes som pinse'

Mens volden og røverierne fortsatte i Sawara Al Kubra, ventede de 80 kristne i kirken i nabolandsbyen på at kunne vende hjem. Lederen af kirken havde taget imod familierne med åbne arme, og sørgede sammen med resten af landsbyen for dem i de hårde dage.

"På trods af at kirken ikke er ideel til at rumme så mange, åbnede vi dørene og sørgede for mennesker, med de ressourcer, der var tilgængelige,” fortæller kirkelederen. ”Hver dag læste vi Ordet, bad og lovsang sammen. Nogle mænd, der ikke plejede at komme i kirke, sagde endda til mig: Fader, du greb os og fik os til at rette fokus mod Herren. De seneste ni dage i kirken, har føltes som pinse.”

Efter 10 lange dage lykkedes det endelig sikkerhedsstyrkerne at genetablere en form for kontrol over Sawara Al Kubra. Mona og alle de andre familier vendte tilbage til deres hjem til en overvældende virkelighed. Deres hjem var blevet hærget og smadret. Skolen og apoteket var blevet plyndret, og butikkerne var tømt for varer. Mange havde fået stjålet deres seneste høst, og deres dyr var enten undsluppet eller blevet stjålet.

De fleste familier søgte tilflugt hos slægtninge eller lejede huse i nabolandsbyerne og havde kun et spinkelt håb om, at deres egen landsby en dag ville blive genoprettet. Andre havde ingen steder at tage hen og måtte blive i den hærgede landsby.

"Vores overlevelse er virkelig et mirakel fra Gud," siger Mona. "En mørk sky har passeret over os. Nu er min konstante bøn varig sikkerhed, og at landsbyen bliver, som den var engang."

Mona og hendes mand er nu arbejdsløse. Der er ingen ledige jobs, og landsbyen er affolket, så deres fremtid er usikker.

Open Doors' lokale partner i Syrien har løbende kontakt til lokale kirkeledere, og har sørget for økonomisk støtte til de 42 kristne familier.

"Mange tak fordi I tager jer af os," siger den lokale kirkeleder. ”Det har fået mig til at græde, men også givet en følelse af, at Herren virkelig er med os. Jeg føler mig beroliget ved at vide, at Kristi kirke består af mennesker som jer.”

Selv efter ufattelig rædsel og vanhelligelse af kristne symboler, holder de kristne i Syrien fast i deres tro med håbet i Jesus som et urokkeligt anker.

*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.

Bed for Syrien

• Tak Gud for hans folk i Syrien, som holder ud og spreder hans kærlighed på trods af den usikkerhed de lever i.

• Bed om, at indbyggerne i Sawara Al Kubra hurtigt må genopbygge byen og genoprette freden.

• Bed om, at Syrien må gå en tid i møde, hvor fremgang og forsoning bliver overskrifterne.