Bibelskole ændrer liv i Vietnams landdistrikter
Hvad ville du gøre, hvis du drømte om at få en dybere viden om Guds ord, men boede så langt fra undervisningsmuligheder, at det praktisk talt var umuligt?
Det er virkeligheden for troende i Vietnams landdistrikter. De er kristne, men de har ikke adgang til redskaber og undervisning, som kan give dem en dybere forståelse af Bibelen.
Derfor har Open Doors’ partnere startet satellit-bibelskoler for kristne i fjerntliggende dele af Vietnam.
"Satellitbibelskoleprogrammet strækker sig over to år," forklarer Daniel*, en af Open Doors’ lokale partnere. "Eleverne kommer kun til klasseundervisning tre gange om året, og sessionerne varer 10 dage.”
Resultatet af bibelskolerne er, at kristne bliver udrustet til at tjene som kirkeledere i deres lokalsamfund, så flere kan møde Jesus.
"Ved afslutningen af kurset får deltagerne et certifikat med akkreditering fra de anerkendte kirker, hvilket gør dem berettiget til at tjene som kirkearbejdere i Vietnam og etablere nye kirker, hvor det er nødvendigt," fortæller Daniel.
Open Doors støtter bibelskolerne med gaver, som kristne i hele verden har givet. Det betyder, at den verdensomspændende kirke er med til at sikre, at missionsbefalingen bliver udlevet i de fjerneste egne af Vietnam.
Nguyen* er en mand i 30'erne og han har for nyligt færdiggjort de to års bibelskole. Han er fra et af de områder i Vietnam, hvor adgangen til bibelundervisning er meget begrænset, men ønsket om at lære mere har været stort.
"Selvom jeg kommer fra en kristen familie, var min tro aldrig lidenskabelig. Men i 2018 tog mit liv en dramatisk drejning, da mit barn blev alvorligt syg. Desperat vendte jeg mig til Herren, og mirakuløst blev mit barn fuldstændig helbredt den efterfølgende dag. Fra det øjeblik besluttede jeg at overgive mit liv til Gud. Jeg deltog i dette kursus for at lære mere fra Bibelen," fortæller Nguyen.
Thach* er en anden studerende fra Nguyens landsby, som på samme måde blev inspireret til at lære mere af Guds ord.
"Selvom min familie har været kristne i to generationer, havde jeg et stort ønske om at få en dybere forståelse af Guds ord," siger han. "Jeg er begejstret for at få mulighed for at bruge bibelskolen. Det kommer til at hjælpe mig med at lede søndagsgudstjenester og søndagsskolegrupper i min landsby."
Kurset når også ud til kvinder. Selvom mange kvinder har små børn og skal balancere deres ansvar i hjemmet, er de dedikerede til at deltage aktivt i undervisningen. Mai* er en 26-årig mor til to, der ønsker at kunne udleve sit kald.
"Jeg ønsker at tjene Herren, men for at gøre det måtte jeg forstå Bibelen klart," fortælle hun. "Derfor valgte jeg dette kursus. Jeg er så glad for, at jeg dimitterer til december."
Voksende viden – også om forfølgelse
Geografiske udfordringer er ikke det eneste, der kan gøre livet svært for kristne i Vietnam. Mange kristne møder også politisk og kulturelt pres.
"Regeringen og samfundet overvåger kirkerne meget nøje," forklarer Daniel. "Mange kristne står over for diskrimination og nogle oplever endda vold.”
Derfor er en del bibelskoleprogrammet at hjælpe de fremtidige ledere med at navigere i forfølgelse og diskrimination.
"Jeg plejede at være bange for at række ud til samfund, hvor kristne bliver forfulgt," siger Mai. ”Men dette kursus har klart lært mig, at vi kun behøver at dele evangeliet med dem, der ønsker at høre det. Det gør tilgangen til at fortælle om evangeliet meget enklere.”
Thach håber også, at det han lærer på bibelskolen, kan hjælpe ham med at vise forfulgte kristne det håb, som er i Jesus.
"De fleste kirker i landdistrikterne i Vietnam har tilpasset sig forfølgelse og ser det som normalt, fordi det er meget almindeligt at blive forfulgt på en eller anden måde, hvis man er kristen," siger han. ”Når vi følger Gud, ved vi, at der vil ske forfølgelse, og vi ved, at når vi står over for forfølgelse, er vi nødt til at fokusere på Gud og bede til ham. Det er derfor, jeg gerne vil lære mere om Guds ord, så jeg kan dele det med folk og opmuntre dem."
Bibelskolerne fortsætter i Vietnam, og du kan være med til at bære dem og de kristne i Vietnam frem for Gud i bøn.
"Kristne i Vietnam har brug for fortsat bøn, støtte og opmuntring, da de står over for et intenst pres fra deres samfund på grund af deres tro," siger Daniel. "Satellitbibelskolen er dedikeret til at skabe veludrustede ledere med stærk viden om Guds ord, så de kan lede deres kirker i at holde ud, selv når det bliver hårdt. Bed for os."
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Vietnam
Bed om, at kirkerne må trives på trods af forfølgelse, og at Guds ord må vokse sig stærkt.
Bed for Open Doors’ partnere, der gennemfører bibelskolerne og andre initiativer, så de må være bedst muligt udrustet.
Bed om, at de studerende på bibelskolerne må have gode forudsætninger for at lære, og for give undervisningen videre i deres tjeneste.