2 år efter optøjer: smerten stadig tydelig i Manipur

To år efter de voldelige optøjer, der vendte op og ned på livet for de kristne i Manipur i Indien, tjekker vi ind hos dem for at høre, hvordan livet ser ud nu.

"Min familie gemte sig i mine forældres soveværelse, mens en manisk pøbel skabte kaos udenfor vores port for anden gang den aften," husker Neinu*, en kristen fra staten Manipur i det nordøstlige Indien. Vi lå på knæ og bad sammen som familie. Vi bad om en hurtig ende på det hele, hvis det værst tænkelige scenarie skete. Hvad nu hvis pøbelen rent faktisk formåede at bryde ind? Hvad hvis der skete noget med os?"

"Den 3. maj 2023 kom og gik, men har aldrig forladt vores hjerter og er stadig den længste nat i vores liv," fortæller Lalboi*, en anden troende fra Manipur. "Men det, der gjorde mest ondt, var ikke smerten ved at miste alt – det var at se vores forældre blive flere år ældre i løbet af én nat og ikke kunne stoppe det."

Både Neinu og Lalboi kæmper stadig med eftervirkningerne af den vold, der fejede gennem Manipur i maj 2023. Volden mellem Kuki-stammegruppen – et overvejende kristent etnisk samfund og en minoritetsbefolkning i Manipur – og Meitei-folket – en majoritetshinduistisk og den mest folkerige gruppe i Manipur-staten – efterlod tusinder fordrevet, hundredvis døde, landsbyer og huse ødelagt og hundredvis af kirker plyndret og brændt.

24 måneder efter volden er Manipur stadig splittet og i ruiner. Fred og harmoni er fjerne drømme. De fordrevne er stadig hjemløse, og usikkerheden over om de nogensinde kan vende hjem til deres landsby er ind i mellem større end håbet.

Et vedvarende mareridt

Lalbois hus var hjem for fire generationer, og hans familie hjalp marginaliserede mennesker i lokalsamfundet. Hans far sørgede for ekstra undervisning til børn, hjalp fattige familier med at finde levebrød og hjalp kronisk syge med at få ordentlig behandling.

Men alt dette ændrede sig den 3. maj 2023 – og den dag har efterladt dybe ar.

"Der er gået to år, men der er stadig nætter, hvor vi vågner op og tror, at vi er hjemme," fortæller Lalboi. "Den sociale adskillelse er blevet mere reel. Der er frygt, vildledning og en ny måde at se på tab og sejre, som engang virkede trivielle. Man holder øje med, hvem der drager fordel af andres ulykke, og på sociale medier fejrer man modstandernes tab. Efter to år lider vores samfund stadig i stilhed.”

Lalbois hjem er beboet af andre fordrevne, der støttes af en ekstremistisk gruppe. Han aner ikke, hvornår eller om han og hans familie nogensinde kan vende hjem.

Neinus situation minder om Lalbois. Hun og hendes familie endte også med at blive presset ud af deres hjem.

"Mine sidste fem dage i Manipur føltes som et mareridt," fortæller hun. "Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løbe for mit liv fra folk, som jeg engang gik i de samme gader med. Min familie og jeg tilbragte disse dage i skjul, usikre på, hvad der skulle blive af os."

Efter at have sovet under åben himmel og udholdt de svære forhold i en overfyldt flygtningelejr, fandt Neinu og hendes familie vej til en lufthavn og rejste til en nabostat i Indien.

"Nogle gange føles det, som om den del af mit liv ikke er sket," siger hun. "Jeg narrer mig selv til at tro, at det er en af de foruroligende tanker, man kommer til at tænke på, og som gør dig irriteret resten af dagen. Men det skete faktisk, og jeg får ikke et øjebliks fred fra det.

Fortsat tillid og håb

To år efter optøjerne kan Kuki-kristne frit gå i kirke og mødes til bøn, men deres tro og etnicitet er stadig en risikofaktor. Helt anderledes er det for kristne i Meitei-samfundet, hvoraf mange er konvertitter. De har oplevet udelukkelse fra bønnemøder og mange har mistet sociale privilegier.

Onlinehad har også spredt sig som en steppebrand. Folk, der tidligere var venner, står nu på hver sin side af konflikten, og de sociale medier forstærker splittelsen.

"Sociale medier var engang den bedste pause fra mit arbejde, men det er blevet for overvældende og fyldt med falske nyheder,” fortæller Neinu.

Men midt i hadet og den voksende mistillid er der utallige vidnesbyrd om familier fra både Kuki- og Meitei-samfund, der hjælper hinanden med medicin, husly og dagligvarer. De beder og håber på en fremtid, hvor de kan leve i enhed.

Kristne deler også historier om, hvordan Gud stadig arbejder, selvom der er dybe sår.

"Gennem det hele har Gud været trofast," fortæller Lalboi. "Jeg mødte på et tidspunkt en kvinde, der havde så meget had og fortvivlelse i øjnene, at hun så på alle omkring sig med afsky. Det fik mig til at indse, hvor rigt det er, at vi kender Kongernes Konge og Herrernes Herre, som igen og igen forbløffer os med sine undere. Ikke fordi vi er værdige, men fordi han har planer og et formål med os. Det har været en ydmygende oplevelse."

"Mens jeg har delt min historie, er jeg blevet mindet om verset i Romerbrevet 8:28: ’Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.’” deler Neinu. "Det er en påmindelse om, at Gud stadig arbejder bag kulisserne for vores bedste og for et større formål."

Neinu, Lalboi og andre fordrevne troende klynger sig stadig til håbet i Jesus.

”De kampe, vi har stået i, minder os om, at der er et formål med hans kald,” siger Lalboi. ”Det er måske ikke som vi forestillede os, at det skulle være, men vi er værdsat i hans øjne, og det er nok til at genoprette vores styrke. Hjemme hos os er der en dekoration, hvor der står: ’Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender,’ Jeremias’ Bog 33:3. Det har været vores families ledestjerne."

*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.

Bed for Indien

• Bed om, at Gud igen og igen må vise de kristne i Manipur, at han går med dem, løfter dem op og gør mirakler.

• Bed om forsoning mellem Kuki- og Meitei-stammerne, og bed om, at de kristne får mulighed for at gå forrest og vise Guds kærlighed.

• Bed om, at Gud må røre hjerterne på Indiens ledere, så de oplever hans kærlighed.