Samjhana havde mistet håbet, men så greb Gud ind

Nepal_2021_0320103184_web.jpg

Samjhana Lama* mistede alt og havde opgivet livet – indtil hendes kristne ven tog hende med i kirke.

Samjhana er vokset op som hindu i Nepal. Hendes hverdag var præget af hendes tro; hun tog del i de religiøse ritualer, og hun bad for sin familie.

”Jeg havde en stærk tro på de hinduistiske guder og gudinder, som jeg tilbad hver dag. Jeg fastede også, for at min mand skulle få et langt liv. Men jeg mistede ham, da vores datter var to år. Jeg havde aldrig overvejet, at det var en mulighed, at jeg skulle leve uden min mand. Da han døde, mistede jeg alt håb. Det eneste der holdt mig i live, var vores datter,” fortæller Samjhana med skælvende stemme.

Et par år efter mandens død blev Samjhanas datter meget syg. Hun tog datteren med til en lokal healer, som ikke kunne gøre noget. En læge diagnosticerede datteren med en hjertesygdom, som de ikke vidste, hvordan de skulle behandle.

”Lægerne kunne ikke gøre noget for min datter. Da de fortalte det, brød min verden sammen. Jeg holdt mig kun i live på grund af min datter. Hvis hun ikke kunne blive helbredt, havde jeg ingen grund til at leve,” siger Samjhana med tårer i øjnene.

Under datterens sygdom fik Samjhana besøg af en kristen veninde. Veninden fortalte om Gud og sagde, at Jesus kunne helbrede datterens sygdom. Samjhana kunne ikke se andre udveje end at tage med sin veninde i kirke.

”I kirken bad de for min datter, og vi gik i kirke igen og igen. Lidt efter lidt begyndte min datter at få det bedre, og min tro på Gud voksede, så jeg gav mit liv til Jesus. Han gav mig håb, da alt håb var ude,” fortæller Samjhana.

På trods af datterens bedring var Samjhanas nye tro ikke uden konsekvenser. Det er ikke nemt at være enke, enlig mor og kristen i Nepal. Samjhana var nødt til selv at tage sig af sin datter. Derfor kunne hun ikke passe et job, og uden et job kunne hun ikke betale for datterens behandlinger.

”Jeg søgte hjælp hos min familie, men ingen ville hjælpe os. I stedet tog de afstand fra os. De foragter mig, fordi jeg er kristen,” fortæller Samjhana.

Open Doors’ partnere i Nepal hørte Samjhanas historie og opsøgte hende. Hun fik en pakke med madvarer og en vævemaskine. Med sin erfaring med at væve stof kan Samjhana nu arbejde hjemmefra og tjene penge nok til datterens behandlinger.

”Jeg har været meget bekymret for min datter, fordi jeg ikke kunne opfylde hendes behov. Jeg kunne ikke passe et arbejde, for så var jeg nødt til at lade min datter være alene. Med vævemaskinen kan jeg arbejde hjemme, jeg kan tjene penge, og samtidig kan jeg passe på min datter,” fortæller Samjhana.

*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager.

Bed for Nepal

  • Bed om, at Samjhanas historie må vise hendes familie Guds storhed

  • Bed for de mange kristne med hindubaggrund, som har mistet forbindelsen til deres familier og venner

  • Bed om, at flere hinduer i Nepal må opleve, at Gud giver dem håb.


Få bedeemner på SMS

Hver uge udsender vi en SMS med et aktuelt bedeemne fra den forfulgte kirke. Hvis du vil bede med, kan du tilmelde dig vores bedeSMS:

Klik her for at tilmelde dig vores bedeSMS