Fra sporadiske bibelsider til en hel og livsforvandlende bibel
Eksempler på håndskrevne kopier af dele af Bibelen
Da Chao-xing* var barn i begyndelsen af 1980'erne, tog hendes mor hende med til en huskirke i en provins i det østlige Kina. På det tidspunkt var Kina lige begyndt at give plads til, at kristne åbent kunne udtrykke deres tro efter den lange kulturrevolution.
"Jeg var stadig i skolealderen på det tidspunkt, men jeg blev introduceret til Jesus og accepterede ham som min frelser i en tidlig alder," fortæller Chao-xing, der nu er i 50'erne.
Under gudstjenesterne fik hun en opgave: at kopiere sangtekster i hånden.
"Jeg var en af de få, der kunne skrive," husker hun. ”En af mine opgaver i kirken var at afskrive hver eneste linje fra salmebøgerne, så de andre kristne havde noget at synge efter.”
Hun husker, at de kristne i den periode inderligt bad om at få bibler. I de år var det svært at finde et eksemplar af Guds ord i den del af Kina, Chao-xing kommer fra. Det var og er en af de regioner i Kina, hvor der bor flest mennesker, så efterspørgslen på bibler var større end i andre regioner. Bibler var så sjældne, at de kristne var nødt til at dele Bibelens bøger og kapitler med hinanden.
"Jeg kan stadig huske, at vi i vores hjem kun havde Apostlenes Gerninger," fortæller Chao-xing. "Det var faktisk ikke engang hele bogen, kun nogle få sider. Vi delte de kapitler, vi havde, med resten af menigheden. Hvis en familie havde et par sider, og en anden havde nogle andre, lagde vi dem sammen som et puslespil, indtil vi havde et helt kapitel eller en hel bog. Det var sådan, vi læste Bibelen."
Med tiden blev de enkelte bibelsider så slidte, at de kristne måtte lave håndskrevne kopier for at bevare deres lille del af Bibelen.
En hel bibel
En dag kom Chao-xing hjem til en stor overraskelse. Hendes mor sad med et helt nyt og ubrugt eksemplar af Bibelen. Trykket stod helt tydeligt, alle kapitler var komplette, og den havde et omslag, som bandt bøgerne sammen. Hun vidste ikke, hvor hendes mor havde fået Bibelen fra, men Chao-xing husker, at hendes mor var meget glad.
"Min mor voksede op som analfabet, men det stoppede ikke hendes længsel efter at kende Gud,” forklarer Chao-xing om tiden, inden de fik en hel bibel. "Hun lærte sig selv at læse. Hver dag læste hun de bibelsider, vi havde. Hun studerede Guds ord lidt ad gangen. Hver dag lærte hun flere ord, og hendes lyst til at læse hele Bibelen voksede."
Chao-xings mor bad ligesom mange andre kristne til Gud om et helt eksemplar af Bibelen.
"Gud er en Gud, der besvarer bønner!" understreger Chao-xing og forklarer: "Han besvarede min mors bøn! Hun fik Bibelen af en ven, men jeg ved ikke, hvor hendes ven fik den fra."
I marts 2023 deltog Chao-xing i et kursus for Open Doors' lokale partnere. Under kurset hørte hun dele af Open Doors’ historie – blandt andet om Projekt Perle, hvor en million bibler blev smuglet ind i Kina på én nat i juni 1981. Chao-xing indså, at der er en reel mulighed for, at hendes mors dyrebare bibel én af den million bibler.
"Efterhånden som jeg lærte mere om projektet, jo mere bekendt lød det for mig," fortæller hun. "Når man ser på tidslinjen, er det meget sandsynligt, at den bibel, der pludseligt dukkede op i vores hjem, og som min mor fik gratis, kom fra Projekt Perle. Vi er meget taknemmelige, for det var nærmest umuligt at få fat i en komplet bibel på det tidspunkt. I dag kan vi læse den på mobilapps, men dengang var der kun den trykte version.”
I 2018 forbød Kina onlinesalg af bibler som en del af et bredere indgreb mod religionsfriheden i landet. Selvom det fortsat er lovligt at eje en bibel, er det kun lovligt at anskaffe den gennem statssanktionerede kirker. Men på trods af restriktionerne finder de kinesiske kristne hele tiden nye måder at få adgang til Guds ord på.
Uanset om Bibelen, som Chao-Xings mor modtog, var én af den million, der blev leveret gennem Projekt Perle, er dens betydning tydelig. Den forandrede et liv, og Guds ord er fortsat med til at forandre liv, lede mennesker til Jesus og forankre kristnes tro.
* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Vil du høre mere om Projekt Perle og kinesiske kristnes bøn og råb efter bibler i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne? Så lyt til vores to podcastafsnit om projektet:
Bed for Kina
Tak Gud for, at biblerne fra Projekt Perle stadig bringer Guds ord til Kinas kristne i dag.
Bed om, at Gud på mirakuløs vis vil sørge for en bibel til alle, der vil læse den, på trods af flere og flere restriktioner.
Bed om, at Kinas ledere må opleve Guds kald til omvendelse, selvom de i dag undertrykker kristnes rettigheder.