Sommerlejr former liv og inspirerer unge i Vietnam
I sommeren 2024 organiserede en kirke i Vietnams kystområde en bibelsommerlejr for teenagere. 86 unge, primært fra etniske minoritetsgrupper i flere regioner, deltog. Lejren var den første af sin slags i den størrelse.
Mange af deltagerne kan ikke åbent praktisere deres tro, og de måtte være forsigtige under rejsen til lejren for at undgå forfølgelse. En lokal præst forklarer, at mange rejste ind i landsbyen om natten for ikke at blive set.
Linh er en af de teenagere, der var med. Hun er vokset op i en kristen familie, og på lejren fik hun undervisning, som hun ikke tidligere har fået.
”Jeg ønskede at lære Guds ord og Gud selv bedre at kende,” fortæller Linh begejstret.
Noget af det Linh, og de andre teenagere tog med hjem fra lejren, var en frimodighed til at tage del i diskussioner, lede bøn og vejlede yngre børn. Det har deres kirkeledere bemærket efter lejren. Teenagere, som tidligere sagde meget lidt, er nu ivrige efter at tjene i deres lokale kirke.
Hvem er jeg?
Lejrens tema, "Hvem er jeg?", var baseret på 2. Korintherbrev 5:17 og gav dyb genklang hos lejrdeltagerne: "Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! " Dette tema understregede deltagernes åndelige rejse og hjalp dem til at forstå, at de er elskede og værdifulde i Kristus.
Dedikerede ledere tilbød de unge workshops om livsfærdigheder, bibelquizzer, lejrbål og bønnemøder. Sammen bad ledere og teenagere for fremtiden, og teenagerne blev opfordret til at stole på Gud, når de skal vælge en vej i livet. Gennem aktiviteter og undervisning dannede deltagerne venskaber, udviklede vigtige færdigheder og fik styrket deres tro.
På grund af lejrens succes og teenagernes positive udvikling har de lokale kirker planer om at blive ved med at holde lignende lejre. Samtidig overvejer de, hvordan de kan opretholde teenagernes begejstring i løbet af året.
Lejren var støttet af Open Doors’ partnere i Vietnam, og taknemmeligheden for støtten er stor hos lejrarrangørerne.
"Vi ser forvandlingen i disse unge hjerter. Jeres forbøn og bidrag har gjort en varig forskel i deres liv," understreger Ms. Chau*, der var med som leder på lejren.
Behov for lejre for teenagere
Mange vietnamesiske børn, især i landdistrikter og kystområder, har begrænset mulighed for at tage en uddannelse. Teenagere tvinges ofte til at stoppe i skole for at forsørge deres familier, og i fjerntliggende regioner er tidlige ægteskaber almindelige.
Ligesom mange andre steder i verden er det også udfordrende for forældre i Vietnam at opdrage teenagere. Teenagerne skal navigere i puberteten og forholde sig til gruppepres, hvilket kan føre til ensomhed og oprør.
Mange vietnamesiske kirker har udviklet bibelsommerlejre for at imødekomme teenagernes udfordringer. Lejrenes formål et at få troen til at vokse gennem vejledning og at give teenagerne en følelse af at høre til i et fællesskab.
* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Vietnam
Tak Gud for den store forandring, der er sket i deltagernes hjerter.
Bed om, at teenagerne må holde fast i det, de har lært, og at deres tro må blive ved med at vokse.
Bed om, at det må blive ved med at være muligt at holde lejre for teenagere.