Taber eller leder – hvad er Khaled?
Illustrationsbillede
Yemen: Forældrene kalder Khaled for en taber, fordi han er kristen. De ved ikke, at han med bistand fra støtter som dig lige nu forbereder sig til at lede en undergrundskirke.
Khaled* sad på rektors kontor og forsøgte at forstå nyheden: Han var blevet bortvist fra universitetet, fordi han havde fortalt en studiekammerat om Jesus.
Pludselig åbnede Khaleds far døren, gik hen til ham og gav ham en hård lussing. Det var et øjeblik af ren ydmygelse.
Men Khaleds mareridt var kun lige begyndt. Da de kom hjem, eksploderede Khaleds far i raseri. Han greb en pisk og slog Khaled, indtil den øvrige del af familien tryglede ham om at stoppe.
“Det var, som om han havde mistet forstanden,” siger Khaled.
Blot få timer efter dette blev han forvist fra hjemmet. Nu var han hjemløs og helt alene.
Fik livline fra andre kristne
Khaled voksede op i en familie af strengt religiøse sufier. Først da han kom på universitetet og fik adgang til internettet, hørte han om Jesus. Han begyndte at følge en yemenitisk kristen på YouTube, og en dag tog han mod til sig og sendte youtuberen en besked. Denne henviste ham til Open Doors’ partnere, som i hemmelighed begyndte at undervise Khaled om den kristne tro, og efter nogen tid blev han døbt.
Fællesskabet med disse kristne blev Khaleds livline, da han blev smidt ud hjemmefra.
“Vi bad sammen, og de opmuntrede mig. Jeg havde blå mærker overalt på kroppen efter min fars pisk, men oplevede til gengæld at komme tættere på min himmelske far.”
Ikke let, men nødvendigt
Takket være gaver og bønner fra støtter som dig fik Khaled den hjælp, han havde brug for i en kritisk tid. Siden da er han med bistand fra Open Doors begyndt at forberede sig til en lederfunktion i undergrundskirken.
“Mine forældre ser mig som en taber, en mand uden fremtid,” siger Khaled.
“Men jeg har en plan om at etablere en kirke og døbe yemenitter her i landet. Det er ikke let, men det er nødvendigt,” fastslår han og tilføjer:
“Jeg plejede at være skrækslagen, men nu ved jeg, at Gud er med mig og vil beskytte mig.”
* navn ændret af sikkerhedshensyn.
Hvad gør Open Doors?
Motiverer kristne i andre lande til at bede for Yemens kristne
Støtter yemenitiske kristne med bibel- og lederundervisning
Giver nødhjælp til kristne
Tilbyder beskyttelse samt hjælp til forsørgelse for forfulgte.
Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2026 i forbindelse med lanceringen af World Watch List 2026.