Største ændringer på ”World Watch List” 2026

År efter år, når Open Doors udgiver World Watch List over lande, hvor forholdene for kristne er værst, er der lande, hvor der er sket en overraskende stor udvikling - i den ene eller anden retning. I år er særligt forholdene i Syrien forværrede, mens det går en lille smule bedre for religionsfriheden i Libyen.

I hvilke lande er den største udvikling sket?

Det er et typisk spørgsmål når Open Doors hvert år udgiver ”World Watch List” (WWL) over lande, hvor forholdene for kristne er værst.

I år er Syrien det land i top-50, hvor udviklingen er mest bemærkelsesværdig. Landets score er steget med 12 point, hvilket er et af de højeste spring for et land på kun et enkelt år, siden den nuværende metode bag WWL blev indført i 2014.

Årsagen er primært, at landets score for vold er steget med ni point fra 7,0 til 16,1 (maksimum er 16,7; læs mere om score her). I år er landet således at finde på plads nummer seks på WWL – sidste år lå det på en 18.-plads. Derudover er Burkina Faso, Cameroun og Tadsjikistans score steget mere end tre point.

Glædeligt er det, at der er sket et tydeligt fald i scoren for to lande i top-50; nemlig Libyen og Bangladesh. I begge tilfælde skyldes det et fald i scoren for vold. Libyen ligger dog stadig højt på WWL, som nummer ni – sidste år lå landet på plads nummer fire. Bangladesh ligger i år på plads nummer 33; sidste år lå landet som nummer 24.


Syrien, +12 i score

Scoren for vold er steget fra 7,0 til 16,1 efter regimeskiftet i december 2024. Angreb på kirker, lukning af kristne skoler og flere drab på kristne har gjort situationen ekstremt farlig. Lokale militser og væbnede grupper øger truslerne, og mange kirker har begrænset deres aktiviteter.


Libyen -4 i score

Volden mod kristne er faldet, og der var færre angreb på kirkelige samlinger. Dette skyldes, at gentagen tilfælde af arrestationer og tilbageholdelser har tvunget kristne til at være særdeles forsigtige. Scoren for vold gik derfor ned fra 10,6 til 6,1. Presset mod de kristne er dog fortsat ekstremt.


Burkina Faso, +4 i score

Scoren for vold gik op fra 15,6 til 16,1 point, og derudover steg presset mod kristne på en række andre områder. Mindst 150 kristne blev dræbt, og over 100 kirker blev ødelagt eller lukket som følge af islamistiske angreb.


Foto: IMB.com

Tadsjikistan, +4 i score

Den samlede score steg med fra 68 til 72 point, hvilket betød, at landet gik fra plads nummer 39 på WWL til plads nummer 27. Presset steg i alle livssfærer, især i kirkelivet. Scoren for vold steg med 1,5 til 3,3 point: flere kirker blev ødelagt, der var flere bortførelser, og flere kristne tvunget til at flygte.


Bangladesh, -3 i score

Scoren for vold faldt fra 16,1 til 12,8, fordi landet blev mere stabilt under overgangsregeringen efter Sheikh Hasinas fald i august 2024. Færre drab og angreb, men presset i privat-, familie- og kirkeliv stiger.


Cameroun, +3 i score

Scoren steg især som følge af øget generelt pres mod kristne (fra 8,4 til 11,84 point). Under valgkampen blev kirker presset til at støtte – eller i det mindste undlade at modsige - regeringspartiets ideologi og linje.


Artiklen er også udgivet i vores blad i februar 2026 i forbindelse med lanceringen af World Watch List 2026.