Gør verdens største sportsfest til en bønnefest
VM I FODBOLD: Når VM i fodbold fløjtes i gang den 11. juni, vil op mod seks milliarder følge kampene. Det vil dermed blive den største sportsbegivenhed i menneskehedens historie.
Samtidig med at verdensstjernerne løber på banen under stor bevågenhed, lever mange af deres landsmænd dog med en helt anden virkelighed. I 14 af de 48 nationer, der deltager ved VM, er det forbundet med alvorlige konsekvenser at tro på Jesus. Disse lande figurerer alle på Open Doors’ World Watch List over de lande, hvor forholdene for kristne er værst.
I lande som Iran, Algeriet og Saudi-Arabien risikerer kristne konvertitter fængsel, social udstødelse eller vold. I Mexico og Colombia er det kriminalitet og karteller, der gør det farligt for kristne. I Nordafrika og Mellemøsten oplever mange, at kirker lukkes, overvåges eller helt forbydes.
Fælles for de 14 VM-nationer på World Watch List er, at kristne ofte må leve deres tro i det skjulte. Nogle mister arbejde og bolig. Andre bliver overvåget, truet eller tvunget til at vælge mellem familien og troen. Mange føler sig isolerede og alene.
På den måde kan VM-turneringen minde os om, at mange kristne lever under et massivt pres. Når vi ser spillere fra et af de 14 lande på World Watch List løbe på banen, kan vi tænke på og bede for kristne fra det pågældende land.
Vil du være med til at gøre verdens største sportsfest til en bønnefest?
Du kan begynde lige nu:
Disse 14 lande på World Watch List 2026 er med til VM i fodbold. Tallet i parentes angiver placering listen.
Iran (nr. 10) Hård statslig undertrykkelse; husmenigheder angribes, og konvertitter risikerer fængsel.
- Bed om mindre pres og forfølgelse
- Bed for undergrundskirkerne
- Bed for fængslede, kristne ledere.
Saudi-Arabien (nr. 13) Ingen offentlige kirker; konversion kan føre til alvorlige konsekvenser, så kristen tro må skjules.
- Bed om, at kristne finder ind i et kristent fællesskab
- Bed for kristne, der mødes i hemmelighed
- Bed om at flere møder Jesus.
Irak (nr. 18) Trusler fra militser og ekstremister; konvertitter møder vold og pres fra familie og samfund.
- Bed om beskyttelse af konvertitter
- Bed for kirkens genopbygning
- Bed mod vold og ekstremisme.
Algeriet (nr. 20) Stærkt øget pres fra staten – næsten alle protestantiske kirker er lukket, og kristne, især konvertitter, lever isoleret.
- Bed for kristne uden kirker – at de finder fællesskab
- Bed om beskyttelse af konvertitter fra islam
- Bed om styrke til kirkeledere under pres.
Marokko (nr. 23) Ulovligt at påvirke muslimer religiøst; konvertitter møder pres, isolation og tab af arbejde.
- Bed om lederskab og vækst i kirken
- Bed for kvindelige konvertitter
- Bed om visdom og mod i hverdagen.
Usbekistan (nr. 25) Strenge restriktioner; kirker risikerer razziaer, og konvertitter møder modstand.
- Bed om frihed til kirkerne
- Bed mod forfølgelse og myndighedspres
- Bed for konvertitter under socialt pres.
DR Congo (nr. 29) Ekstrem vold fra islamistiske grupper med drab, bortførelser og ødelæggelse af kirker til følge.
- Bed om mod og håb midt i vold og fordrivelse
- Bed om forvandling af militante gruppers hjerter
- Bed om fred mellem stridende grupper.
Mexico (nr. 30) Karteller og kriminalitet truer kristne, især dem, der modsætter sig kartellerne.
- Bed om beskyttelse mod karteller
- Bed om mod til at dele troen
- Bed for dem, der støtter kristne lokalt.
Tunesien (nr. 31) Øget overvågning og arrestationer; konvertitter lever ofte i skjul og isolation.
- Bed om religionsfrihed
- Bed om beskyttelse af konvertitter
- Bed om fællesskab til isolerede kristne.
Tyrkiet (nr. 41) Socialt pres og diskrimination mod konvertitter, som ofte må skjule troen.
- Bed om ændrede holdninger i samfundet
- Bed om åbne og frimodige kristne
- Bed for konvertitter, der møder modstand.
Egypten (nr. 42) Social chikane og vold, især mod kvinder og konvertitter; kristne behandles ofte som andenrangsborgere.
- Bed for kristne, der behandles som andenrangsborgere
- Bed om beskyttelse af konvertitter
- Bed om styrkelse af familier gennem kristent arbejde.
Qatar (nr. 44) Begrænset religionsfrihed; konvertitter risikerer juridiske problemer og pres fra familie.
- Tak for kirker blandt udlændinge
- Bed om religionsfrihed for lokale
- Bed for hemmelige konvertitter.
Colombia (nr. 47) Vold fra bander truer især kirkeledere samt kristne blandt oprindelige folk.
- Bed om fred og styrke til at være fredsstiftere
- Bed om beskyttelse af kristne i oprindelige områder
- Bed for kristne i områder med narkokarteller.
Jordan (nr. 49) Relativ frihed, men konvertitter risikerer modstand, og evangeliserende kirker kan chikaneres.
- Tak for relativ frihed, og bed om fortsat åbenhed
- Bed for konvertitter under pres
- Bed om frimodighed i troen.
(Foto: Siavosh Hosseini/Unsplash)

