Da et stenhjerte blev blødt
Risha havde et hjerte af sten, men græd hver dag i seks måneder, da hun endelig åbnede sit hjerte for Jesus. Nu bruger hun sin tid på at vise døve Guds kærlighed – blandt andet ved at undervise dem i at læse og skrive.
Som 17-årig hørte Risha* om Jesus gennem sin tante, men Risha var ikke interesseret i kristendommen. Alligevel nød hun sin tantes selskab og besøgte hende af og til. Under nogle af disse besøg mødte hun også tantens præst, som flere gange fortalte hende om Jesus, men hun afviste altid budskabet.
”I mange år var mit hjerte som af sten,” erklærer Risha. ”Men en dag tog min tante mig med til en sammenkomst med nogle få andre familier, heriblandt præstens familie. Ved samlingen begyndte de at tale om hjertet.”
Risha forstod ikke selv, hvad der skete med hende, men da de talte om hjertet, kom hun pludselig til at græde.
”Tårerne strømmede ned ad mit ansigt, og da præsten inviterede mig til at tage imod Jesus, sagde jeg helt automatisk ja. Jeg græd hele tiden, mens jeg var der, og da jeg kom hjem, græd jeg endnu mere. I seks måneder græd jeg hver dag og jeg vidste ikke hvorfor!”
Et strålende ansigt
I meget lang tid havde Risha ikke åbnet sit hjerte for nogen, men nu hvor hun vovede at åbne det for Jesus, begyndte hun at blive forvandlet indefra og ud.
”I månedsvis gjorde jeg ikke andet end at bede, læse i Bibelen og græde,” fortæller hun, ”og mit liv begyndte at forandre sig. Først og fremmest følte jeg, at jeg ikke længere var alene. Jeg følte, at Gud var med mig. Før havde jeg altid følt mig ensom, og jeg havde flere selvmordsforsøg bag mig.”
Rishas tante og præsten var de første, som opdagede forvandlingen. De bemærkede, at Rishas ansigt strålede, og at hun smilede hele tiden.
”Jeg begyndte også at elske mennesker. Før hadede jeg alle – det var lige meget, hvem de var, jeg hadede dem bare,” siger hun.
”Da folk omkring mig fandt ud af, at jeg var blevet kristen, prøvede de at overtale mig til at opgive troen og diskuterede meget med mig. Men jeg vidste, hvad der var sandt, og jeg sagde til dem, at jeg elskede Jesus. Alle mine nære venner så, hvordan mit liv ændrede sig, og langsomt trak de sig væk fra mig. Jeg elsker dem stadig, men jeg er ikke ked af, at de forlod mig. For nu har jeg mange brødre og søstre i Kristus,” fastslår hun.
En overraskende forelskelse
Risha følte, at det ikke var nok blot at være kristen – hun ønskede at overgive hele sit liv og sin fremtid til at tjene Gud. Derfor bad hun gennem flere år om at finde ud, hvad Guds kald til hende var.
”En nat havde jeg en drøm, hvor min præst købte en billet til mig til en bestemt by i mit land. En uge eller to senere fortalte min præst mig, at en kirke i den by, jeg havde set i min drøm, tilbød tegnsprogskurser,” fortæller Risha.
Risha vidste ikke helt, hvad det hele handlede om, men valgte at springe ud i det og rejste til den pågældende by for at studere tegnsprog. Hun blev overrasket over, hvor spændende det var.
”Jeg blev forelsket i sproget og lærte 2.000 ord på bare to uger. Da man så, hvor engageret jeg var, blev jeg inviteret til at blive en del af teamet, der tjener den døve befolkning i vores land,” smiler hun.
En naturlig dragning mod Gud
Risha og hendes team er passionerede omkring at fortælle døve om Jesus, men de er nødt til at være forsigtige med, hvordan de går til værks.
”I mit land bryder folk sig ikke om kristne, og det er forbudt for at tale om Jesus offentligt. Hvis vi gøre det alligevel, bliver folk vrede og tilkalder politiet,” forklarer Risha.
Det team, som Risha er en del af, bliver støttet af Open Doors. Teamet arbejder med at vise Guds kærlighed til døve i Centralasien. Det gør de blandt andet ved at hjælpe døve, der aldrig har haft mulighed for at få en uddannelse, med at lære at læse og skrive samt udvikle færdigheder, der kan give dem et normalt job eller muligheden for at starte deres egen lille virksomhed.
”Når døve oplever kærlighed og omsorg gennem os, bliver de naturligt draget til at høre om Gud og komme i kirke. Hvis vi ikke gjorde noget, ville de døves fremtidsmuligheder være begrænsede – efter skolen ville de måske kunne få job i en systue eller på en skofabrik, og det ville være det,” konstaterer Risha.
* ændret af sikkerhedshensyn
Bed
Gud har lagt en byrde på Rishas hjerte for at hjælpe børn af døve forældre, som ofte udsættes for fysisk og seksuelt misbrug. Bed Gud åbne døre for hende, så hun kan følge dette specifikke kald.
I Centralasien bliver døve foragtet og afvist; de fleste føler, at ingen bekymrer sig om dem. Bed om, at Risha og hendes team må blive kanaler for Guds kærlighed til dem.
Bed om beskyttelse over Risha og hendes team, da de arbejder i områder, hvor kristne ikke er velsete, og folk prøver at anmelde dem til politiet.
Bed om mod og styrke til Risha og hendes team, så de kan stå fast i troen, selv når problemer opstår.
Artiklen er udgivet i forbindelse med et tema om døve kristne i Centralasien. Læs mere om det her.