Dukkesyersken Rana er hemmelig evangelist i fritiden

Med mikrolån fra Open Doors lever Rana af at sy dukker. Og i sin fritid rejser hun rundt og opsøger i al hemmelighed døve for at fortælle dem, at Jesus elsker dem.

 Rana* var døv fra fødslen, men i modsætning til mange andre muslimske familier i Centralasien, som så døvhed som en forbandelse fra Allah og en skam for familien, sørgede hendes forældre altid for, at hun vidste, at hun var elsket.

"Jeg husker, hvordan andre hånede mig for ikke at kunne høre. Men hver gang jeg blev ked af det, tog mine forældre sig af mig; de købte noget til mig eller trøstede mig og sagde: 'Se, hvor meget vi elsker dig.' Og så blev jeg rolig igen," fortæller Rana.

Men alt ændrede sig, da hun blev kristen og inviterede Jesus ind i sit liv. Forældrene ændrede fuldstændig indstilling, blev vrede på hende og lagde afstand til hende. Det samme gjorde den udvidede familie, og sådan er det den dag i dag.

”Mine slægtninge gør stadig nar af mig, håner mig og spreder falske rygter om mig," konstaterer hun.

I stedet har Rana fundet et fællesskab med andre døve kristne, som sammen med hende bliver oplært til at kunne varetage forskellige hverv, så de kan tjene penge til deres familier og til deres tjeneste blandt døve. Det er Open Doors’ partnere, som står for disse læringsfællesskaber, hvor man har fokus på blandt andet it-færdigheder, reparation af mobiltelefoner, skønheds- og makeup-kurser samt forskellige tegnsprogskurser.

 Lever af at sy dukker

Rana er blevet uddannet som syerske og har sammen med andre kvinder fået et mikrolån, så de har kunnet åbne en systue. De har lavet en forretningsplan og har som mål at tilbagebetale lånet inden for tre år. Kvinderne fremstiller dukker, farverigt tøj, tasker og andre accessories, som de sælger på lokale markeder og basarer.

"Med hjælp fra mikrolånet blev jeg økonomisk selvstændig, og nu har jeg min egen indkomst. Jeg har aldrig haft et job før, jeg gik ikke i skole. Nu er jeg stolt af at arbejde her og lave disse dukker,” erklærer Rana.

Open Doors’ partnere samler også døve til gudstjenester, hvor de kan mødes uden frygt for at blive rapporteret til politiet.

"Kun når jeg samles med andre døve og læser Guds ord, føler jeg mig rolig og fyldt med fred. Det føler jeg ikke andre steder, fordi jeg ikke kan kommunikere med nogen der. Det er kun, når jeg er sammen med mine brødre og søstre, at jeg kan det," siger Rana.

 En tro, der må deles

Disse møder har inspireret Rana til at dele sin tro på Jesus med andre.

"Når jeg møder døve, som ikke er kristne, forsøger jeg at fortælle dem om Jesus – først gennem min adfærd og karakter for at vise dem, at det er en god vej. Derefter begynder jeg at tale med dem om Jesus. Lidt efter lidt bliver de draget mod ham," forklarer Rana.

"Jeg tager også til byer, kvarterer og landsbyer for at fortælle om Jesus. Nogle gange spørger folk: 'Hvorfor har jeg brug for Jesus? Hvem er han? Vi er udstødte, vi er værdiløse, vi er døve, vi er urene.'  Og så fortæller jeg dem, at det ikke er sandt, at Jesus elsker os, og at han accepterer os – og når de hører det, tager mange imod Jesus lige på stedet,” smiler Rana.

Når Rana rejser rundt for at finde døve og fortælle dem om Jesus, er hun nødt til at gøre det i hemmelighed. Hun bor et i muslimsk land, hvor der er stor modstand mod kristendommen.

”Hvis nogen finder ud af, hvad jeg foretager mig, vil de straks rapportere det til politiet, som måske kommer og arresterer mig. En gang stod der en mistænkeligt udseende mand uden for det hus, hvor vi var samlede. Han var fulgt efter os og havde rapporteret vores møde til politiet, og da vi fandt ud af det, pakkede vi sammen og forlod stedet med det samme. Derfor skete der heldigvis ikke mere – men politiet kunne have tilbageholdt og afhørt os,” siger hun.

Bed

  • Bed om, at Ranas forældre og øvrige slægtninge kommer til tro på Jesus

  • Bed for arbejdet blandt døve i Centralasien og de kristne dér.

  • Bed også om, at mange døve kommer til tro på Jesus.

  • Bed Gud om at beskytte Rana, når hun rejser til forskellige byer og landsbyer for at fortælle om Jesus.

Artiklen er udgivet i forbindelse med et tema om døve kristne i Centralasien. Læs mere om det her.