Da et bandeords sande mening gik op for Kyung-so
Det koreanske ord for Gud, Hananim, var bare et bandeord for Kyung-so, indtil en ældre kollega fortalte ham, hvad ordet i virkeligheden betyder. Efter mange samtaler besluttede Kyung-so, at han ligesom sin kollega også ville tro på Hananim.
Det var jo bare et bandeord - Hananim. Et ord, man brugte, når noget gik galt; en klage rettet mod himlen. Derfor undrede Kyung-so sig, da han efter endt uddannelse fik sit første job og kom til at arbejde sammen med en ældre mand, der brugte ordet helt anderledes.
”Hans ansigt udstrålede en form for venlighed, jeg ikke havde mødt hos andre, og jeg nød at tale med ham. En dag, hvor det regnede, sagde han, at det var Hananim, som gav os regn. Jeg syntes, det var indlysende – selvfølgelig faldt regnen ned fra himlen, men han insisterede og gentog: Nej, det er Hananim, som sørger for regnen. Han skelnede mellem begrebet himmel og ordet Hananim.”
Kyung-so spurgte, hvad Hananim så betød, og den ældre mand begyndte at fortælle ham, at Hananim er det koreanske ord for Gud.
”For mig og alle andre, jeg kendte, var det dog et ord tømt for indhold – vi forbandt det ikke med nogen form for personlig Gud,” forklarer Kyung-so.
Spioner som nabo
Det viste sig, at den ældre mand var en af Nordkoreas hemmelige kristne, og efterhånden kom snakken altid ind omkring Hananim, hver gang han og Kyung-so talte sammen.
”Vi var så diskrete som muligt og talte kun om Gud, når vi arbejdede oppe i bjergene, hvor vi havde mulighed for at være lidt for os selv,” fortæller Kyung-so.
”Jeg vidste, at det var farligt for min ven at fortælle mig disse ting. Han havde en stor familie, og de ville højst sandsynligt blive slæbt i fængsel alle sammen, hvis jeg angav dem.”
I Nordkorea opdrages alle borgere fra de er små børn til at tage del i det såkaldte inminban – et naboovervågningssystem, som sørger for, at hver eneste lille kendsgerning om hver eneste husholdning bliver registreret: Hvad man ejer, hvem man har besøg af, ses med og så videre.
”Hvis jeg havde haft tillid til det nordkoreanske styre, havde den lette løsning været at angive min kristne ven og få en belønning til gengæld,” siger Kyung-so.
Fængsel og tortur
Men Kyung-so havde mistet tilliden til styret efter at have set mange sulte ihjel under 1990’ernes hungerkatastrofe i Nordkorea.
”Derfor angav jeg ikke min ven, men talte i stedet med ham om den kristne tro. Jeg var også berørt af, at han var villig til at lægge sit liv i min hånd. Det var noget meget dyrebart, han betroede mig.”
Efter mange samtaler besluttede Kyung-so sig for, at han også ville følge Jesus, selv om han vidste, at det kunne blive hans død. Han blev derefter en del af en undergrundskirke, hvor han var meget aktiv, og efter nogen tid blev hans kone og deres søn også kristne. Hans nye tro blev dog opdaget af myndighederne, og han blev fængslet.
”De prøvede at få mig til at røbe navnene på alle de kristne, jeg kendte. De mishandlede mig næsten til døde, men jeg røbede ingenting,” siger Kyung-so, som dog kom dog til at betale en høj pris for sin tavshed, da han blev hårdt kvæstet af torturen.
Forvist til bjergene
Efter et stykke tid kom Kyung-so ud af fængslet. Som straf for hans ’forbrydelse’ beslaglagde myndighederne familiens hjem og ejendele og forviste dem til bjergene.
Selv om de beholdt livet, var det ikke nogen let tilværelse, som ventede familien. Fremtiden så dyster ud.
”Jeg havde en fornemmelse af, at Gud ønskede, jeg skulle forlade Nordkorea for at fortælle resten af verden om, hvordan kristne forfølges i landet. Derfor flygtede jeg til Kina og siden til Sydkorea, hvor jeg i dag bor sammen med min kone og vores søn,” fortæller Kyung-so og fortsætter:
”Min appel til alle kristne er: Bed for de nordkoreanske kristne. De har brug for det.”
Artiklen er også bragt i Open Doors’ blad om Nordkorea i maj 2021. Se hele bladet her.