Bombeangreb rammer kristne i Sudan

I begyndelsen af november blev kristne i Sudan igen fanget i krydsilden mellem landets stridende parter. Bomber ramte på to uger to grunde, hvor kristne holder til.

Det er syv måneder siden, konflikten i Sudan startede. Det begyndte som en magtkamp mellem to rivaliserende fraktioner og har nu udviklet sig til, hvad U.S. Institute of Peace har kaldt en borgerkrig.

Et af de steder, der er blevet ramt, er det hus, hvor en gruppe nonner fra Salesian Sisters of Don Bosco holder til i Sudans hovedstad Khartoum. Siden krigens begyndelse har nonnerne huset både kristne og ikke-kristne, som ikke har haft mulighed for at flygte til mere sikre områder. De har tjent deres lokalområde midt i volden.

"De leverer blandt andet vand fra deres brønd, fordi mange brønde er blevet tømt siden krigen startede," forklarer en af vores kontakter i regionen. "En af nonnerne fortalte mig, at hun tror, at de blev sendt som missionærer, der kan gøre en forskel, ikke bare som budbringere, der skal fortælle om Jesus: 'Det er derfor, vi lever med sudaneserne, uanset om de er kristne eller ej, i glade tider og sorgfulde tider.'”

En af Open Doors’ kilder fortæller, at en gruppe børn, to nonner og rektoren for en skole på kirkeområdet blev såret i bombeangrebet. I alt blev 23 mennesker såret.

Få dage senere blev en kirkebygning i Omdurman i Sudan bombet. Eksplosionen ramte ikke kun kirken, men også et hjem for forældreløse drenge, der ligger på kirkens område. Mindst seks børn døde af deres skader efter eksplosionen.

En af Open Doors’ partnere i Khartoum fortæller, at der ikke er nogen måde at vide med sikkerhed, om kirkebygningerne blev bombet med vilje. Bygningerne er med stor sandsynlighed blevet ramt, fordi de ligger i mellem områder, som er kontrolleret af de stridende fraktioner.

"Det er fortvivlende at modtage nyheden om, at kirkebygninger bliver ødelagt. Det viser det pres, kristne er under i Sudan. Da jeg talte med en sudanesisk kirkeleder efter angrebene, bad han mig fortælle kristne i resten af verden, der beder for Sudan, at hvis det ikke var for deres bønner, ville mange flere være døde i disse angreb," siger Fikiru*, en ekspert i forfølgelse for Open Doors i Østafrika.

I oktober blev repræsentanter for de stridende parter i Sudans igangværende konflikt enige om at mødes i Saudi-Arabien for at genoptage fredsforhandlinger. Indtil videre har kampene kostet mere end 9.000 mennesker livet og fordrevet omkring 5,6 millioner siden april.

*Navnet er ændret af sikkerhedsmæssige årsager

Bed for Sudan

  • Bed Gud trøste de sårede og pårørende til de dræbte i de to angreb.

  • Bed om beskyttelse og visdom til kristne, som bliver i konfliktzonen for at tjene deres lokalsamfund.

  • Bed om, at fredsforhandlingerne må bære frugt, så der igen bliver fred i Sudan.