Michée om sin dræbte far: Jeg genkendte ham på skoene

Hver dag dræbes tolv kristne for deres tro i Afrika syd for Sahara. De efterladte lever med dybe traumer og store lidelser. Men helbredelse og en ny begyndelse er mulig.

Præsten Michée holder et billede af sin far tæt ind til brystet. Hans stemme bæver af følelser, mens han stiller et presserende spørgsmål:

“Tusindvis af kristne bliver dræbt over hele Afrika. Vi taler om det. Vil I?”

Sidste år blev mindst 4.491 kristne dræbt for deres tro i Afrika syd for Sahara. Den voldsomme forfølgelse ødelægger familier og lokalsamfund og truer kirkers eksistens. Michée har denne virkelighed helt ind på livet.

Mistede far, brødre og onkler

Michées far, Filibert, var den blot anden person i sin landsby, der blev kristen. Med tiden voksede antallet af kristne til 600, hvilket betød, at næsten alle i landsbyen var kristne. Der boede dog også nogle fulanier, som traditionelt er muslimer.

”Vi levede sammen som én stor familie og drak te og spillede fodbold sammen. Men på et tidspunkt kom der nogle militante fulanier udefra, som begyndte at påvirke fulanierne i vores landsby, og skridt for skridt blev de også militante og begyndte at bære våben.”

En nat ringede Michées telefon, og en ven fortalte, at landsbyen var blevet angrebet.

”Jeg kunne ikke få det til at give mening. Sådan noget sker ikke hér,” siger han.

Han forsøgte igen og igen at få kontakt til sin far. Uden held. Først da hans søster endelig tog telefonen, gik alvoren op for ham. Hun var stakåndet, bange, på flugt.

”Vi er i bushen,” pustede hun. ”Vi ved ikke, hvor vi skal gå hen … Og de har lagt far i håndjern.”

”På et øjeblik var mere end 100 fulanier trængt ind i landsbyen,” fortæller Michée. ”De havde lagt mændene i håndjern, ført dem til kirken, dækket deres øjne til – og skudt dem. Den dag blev 31 personer dræbt – blandt dem min far, mine brødre og mine onkler.”

Dagen efter fik Michée sendt et billede til sin telefon. Det var dér, erkendelsen for alvor ramte.

”Jeg genkendte ham ikke med det samme. Men da jeg så skoene, vidste jeg med det samme, at det var ham. Han havde lige købt nye sko.”

Tvivl og bitterhed

Brutaliteten den dag fik ødelæggende konsekvenser. Ikke alene blev menneskeliv taget; alle huse i landsbyen blev brændt ned, og husdyr og ejendele blev stjålet. De kristne følte sig ladt i stikken, og deres tro blev sat på en hård prøve.

”Angribernes plan var at sætte en stopper for kristne gudstjenester og få de kristne til at miste modet,” mener Michée. ”Der var en meget stærk kirke i landsbyen indtil da.”

Snart begyndte også han selv at stille spørgsmål ved Gud, og hans tro kom i fare.

”Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan min far døde, og det føltes, som om Gud havde svigtet os,” fortæller han. ”Bøn gav ikke længere mening for mig. Som præst var jeg dog nødt til at bede, men indeni tvivlede jeg og var bitter. Jeg ønskede hævn.”

Da Open Doors’ partnere hørte om angrebet på Michées landsby, gav de nødhjælp til de nu hjemløse kristne, ligesom de tilbød traumebehandling.

”Traumebehandlingen ændrede mit liv,” erklærer Michée. Noget af det, som hjalp mig, var at dele min personlige historie. Det var en kæmpe lettelse for mig. Jeg kunne græde imens, og jeg følte, at jeg blev sat fri for den bitterhed, som var i mig,” forklarer han og uddyber:

”Et ubehandlet traume smitter. Det traume, jeg havde, knuste næsten min tro på Gud, min tjeneste og min relation til min familie. Men i løbet traumebehandlingen blev mit forhold til Gud fornyet. Jeg troede, han havde svigtet mig, men det gik op for mig, at han stadig elsker mig. At gå igennem svære tider betyder ikke, at Gud har forladt os,” siger han. “Gud er trofast!”

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2026.

Læs mere om Rejs dig, Afrika.