Published On: torsdag d. 8. oktober 2026

Hver dag vælger hun at tilgive

NIGERIA: Det, der skete med Asabes familie, er næsten ubærligt at læse om eller lytte til. Men selv midt i den dybeste sorg finder hun hver dag styrke til at tilgive og gå videre.

Det er svært for Asabe* at tænke tilbage på den nat; den værste i hendes liv. Alligevel fortæller hun om det, der skete, da militante fulanier angreb hendes landsby i det nordlige Nigeria den 14. april sidste år.

”Først omringede de vores hjem. Derefter trængte de ind i huset og tog min søn Jerry,” fortæller hun. “Han var 14 år gammel. De slagtede ham med en machete, som var han et dyr. Derefter tog de James og Jacob …”

Hendes to yngste sønner på henholdsvis 10 år og blot to år blev brændt levende. Asabe barrikaderede sig på et badeværelse sammen med sin datter og sin svigermor velvidende, at hvis døren blev brudt op, ville de blive dræbt.

Hendes mand, Moses, skjulte sig oppe under husets tag. Men da angriberne satte ild til bygningen, nåede han ikke ud i tide. Også han mistede livet den nat.

Asabe blev forbrændt, men overlevede sammen med sin seksårige datter, Joanna, og sin svigermor. Tabet var ubærligt. Som mor blev Asabe plaget af skyldfølelse – kunne hun have reddet sine drenge? Og som enke stod hun i en sårbar situation – hvordan skulle de klare sig uden Moses, familiens beskytter og forsørger? Flere gange overvejede Asabe at tage sit eget liv.

På vej mod fred

En måned efter angrebet ankom Open Doors’ samarbejdspartnere til landsbyen med mad til 150 kristne familier – blandt andet til Asabe og hendes datter.

”Folk giver gaver som disse på grund af Gud,” siger Asabe. ”Må det styrke vores tro at modtage dem.”

Seks måneder efter angrebet blev Asabe inviteret til et fem dage langt ophold på Open Doors’ traumecenter i det sydlige Nigeria. Her modtog hun bibelsk funderet sjælesorg, som hjalp hende med at bearbejde sin sorg og sine traumer på en tryg måde. Det har hjulpet hende til at begynde at finde fred.

”Jeg er begyndt at studere Bibelen igen. Gennem Jobs Bog har jeg lært, at Gud er den, der giver alt, og at han er den, der kan tage det tilbage igen,” forklarer Asabe. ”Da jeg kom hjem fra forløbet, var jeg meget glad for den undervisning, jeg havde fået.”

Genoplever angrebet

Indimellem genoplever Asabe det natlige angreb og føler, det netop er sket. Og så bryder hun sammen og græder. Men langsomt heler hun, og i øjeblikket arbejder hun med at tilgive dem, der angreb hendes familie, og med igen at kunne elske sine fulani-naboer. Det er en proces, og derfor er hun blevet en del af et fællesskab for enker, hvor de støtter hinanden.

”Hver dag er jeg nødt til at vælge at tilgive. Men jeg er kun et menneske, så selv om jeg tilgiver, bliver jeg nogle gange vred igen,” fortæller hun. ”Men Gud har udvalgt mig og sat mig i en gruppe af enker, så vi kan opmuntre hinanden og bede sammen. Han har et formål med at lade mig leve, og jeg beder ham om at hjælpe mig med at opfylde det formål.”

* Navn ændret af sikkerhedshensyn.

Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2026.

Læs mere om Rejs dig, Afrika.

Bed

  • Bed om fuld og hel, indre lægedom for Asabe, så hun ikke genoplever angrebet.
  • Bed for Joanna. Bed om, at hun vokser op som efterfølger af Jesus.
  • Bed for de mange kristne enker i Nigeria. Og bed om, at de voldelige angreb i landet stopper.

Sådan hjælper Open Doors

I det nordlige Nigeria har kristne som Asabe brug for en holistisk indsats for at kunne overleve. Derfor omfatter Open Doors’ indsatser både nødhjælp, traumebehandling, støtte til enker, socioøkonomiske projekter samt kurser i forberedelse på forfølgelse.