Leder: Jeg afbryder kontakten med dig – for altid!

Leder af Jens Kristian Lund Jensen, Generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne

Sådan en besked fra en af mine tre voksne døtre ville være noget af det værste, jeg kunne forestille mig. Nogen oplever deres børn sige dette til dem. Andre oplever venner opsige venskabet, fordi de oplever, at man er vokset fra hinanden. Begge dele må være SÅ hårdt.

Afghanske Zakie, som du kan læse om inde i bladet, oplevede dette. Hendes bedste veninde, som var hemmelig kristen, og som Zakie i smug havde gået i kirke sammen med, sendte hende en sms med den frygtelige besked, at venskabet var slut. Venindens mand havde opdaget, hun var blevet kristen og truede med at skære næse og ører af hende, hvis hun havde nogen former for kontakt med Zakie igen.

Jeg tror, at den følelsesmæssige smerte ved at ’blive opsagt’ af venner og familie, er mindst lige så hård at leve med for Zakie, som den fysiske smerte var for hendes mand under arrestation og tortur som følge af parrets konvertering. Den er bare ikke så synlig i form af blå mærker og ydre sår.

Det er så nemt for os at sige til Zakie, at Gud ikke afbryder kontakten med dig – aldrig. Men for Zakie – og andre forfulgte og fordrevne, kristne kvinder – må det også erfares, for at det bliver til en følelsesmæssig helbredelse for dem. Og for at de – som selv er blevet prøvet i så mange ting – kan række hjælpen videre til andre kvinder i samme situation.

Den måde, Zakie har erfaret det på, er, at din hjælp og dine bønner har hjulpet hende og hendes mand ud af Afghanistan til et nyt liv, hvor hun hjælper andre afghanske kvinder med deres traumer. ”Jesus er alt for mig,” siger hun. Hendes erfaring er, at Gud er med i enhver situation.

Mange film har en lykkelig slutning. Det kan også blive vores opfattelse af forfulgte, kristne konvertitkvinder: Først må de gå igennem en masse prøvelser, så sker miraklerne, og til sidst bliver alt fryd og gammen.

Virkeligheden er imidlertid snarere den modsatte. De forfulgte og fordrevne bærer følelsesmæssige og fysiske sår med sig – måske resten af deres dage. Lider afsavn i sorgen over tabte venner, familie og land. Lider under nød og angst. Mærker smerten rive og flå.

Det er et vilkår, som de formentlig må leve med resten af deres tid her på jorden. Den fulde helbredelse, forløsning, opstandelse må vente til det næste liv. Derfor har de blikket rettet mod det usynlige. Det evige. Det er dér, de henter deres kraft.

Sammen med Zakie, Ariana, Beatriz og de andre forfulgte kvinder, du kan læse om her i bladet, kan vi rette blikket mod Den Usynlige og vise, at vi aldrig afbryder kontakten med dem. At vi elsker dem, fordi Gud elsker.

Artiklen er også udgivet i vores blad i maj 2026.

Læs mere om forfølgelse af kvinder.