Undergrundskirken i Kina uddør

China_2014_0380103980_nyhedsbrev.jpg

Overvågningen af kristne i Kina er taget til de seneste år. Forfølgelsen af de kristne er steget så meget, at Kina er tilbage i top-20 på World Watch List for første gang i 10 år. På årets liste lander de på 17. pladsen.

Ron Boyd-Macmillan leder arbejdet med at lave World Watch List, og hans konklusion på forfølgelsen af kristne i Kina er hårdtslående:

”Der er ikke længere grund til at tale om en undergrundskirke i Kina,” siger han om den massive overvågning, som gør det umuligt for kristne at holde deres tro skjult.

Den voksende kirke i Kina er sin egen største trussel

Kinas præsident Xi Jinping har øget presset på de kristne siden han kom til magten i 2013. Han ser kirken som en trussel mod hans magt. Han frygter, at han skal dele sin magt med de kristne. Derfor gør han alt, hvad han kan, for at slå kirken ned.

Ifølge Ron Boyd-Macmillan kommer den øgede forfølgelse til udtryk på tre måder:

  1. Overvågningen er taget til. Regeringens repræsentanter inviterer præster ”til te,” som de kalder det. Det eneste formål med den ”venskabelige” invitation er at informere præsterne om, hvad de må og ikke må gøre, og minde dem om lovgivningen.

  2. Xi Jinping forventer, at præsterne sætter Kina først, og at de promoverer socialismen – også i deres prædikener. En præst fortæller, at han er tvunget til at tilbede Kina frem for at tilbede Jesus i sin kirke.

  3. Den teknologiske udvikling har også ført til øget overvågning, og det er med til at tage livet af undergrundskirken. Den massive overvågning og dataindsamling gør de kristne bekymrede for, at de får en negativ social rating i det kinesiske overvågningssystem. Presset i kirkebygningerne er også øget. Kirkerne har fået påbud om at sætte overvågningskameraer op, og børn må ikke længere komme ind i kirkerne.

Corona øger presset

I 2020 har Xi Jinping brugt coronapandemien som undskyldning for at øge forfølgelserne yderligere. Som i Danmark har kirkerne i Kina også været lukkede i lange perioder, men nedlukningerne er ikke det, der har ramt de kristne i Kina hårdest.

”Som et led i bekæmpelsen af Corona har myndighederne lavet en app, som overvåger kinesernes færden. De kristne har været meget i tvivl om, hvorvidt de skal bruge appen. På den ene side vil de gerne beskytte sig mod Corona. På den anden side vil myndighederne altid vide, hvor de har været, og hvad de har lavet. Men som en kristen i Wuhan har sagt: ’Hvad er fordelen ved frihed, hvis jeg ikke tør at gå udenfor en dør?’” fortæller Ron Boyd-Macmillan.

Præsterne er positive på trods af udfordringer

Alt står ikke skidt til i Kina. Præsterne er fortrøstningsfulde og sætter pris på, at flere nu lytter med. For den øgede overvågning betyder jo, at flere myndighedsfolk lytter til præsternes ord i kirkerne.

Huskirkerne oplever at presset fra myndighederne styrker deres fællesskab. Langt de fleste huskirker var vokset ud af hjemmene og var derfor reelt ikke huskirker længere. Med det øgede pres er de begyndt at samles i mindre grupper i hjemmene igen, og det har haft et positivt resultat på deres sammenhold.

Kirken i Kina vokser også stadig. I 2021 fylder Kinas kommunistparti 100 år, men 2021 bliver også året, hvor antallet af kristne i Kina overstiger antallet af medlemmer i kommunistpartiet.