Påsken i Syrien blev påvirket af voldelige sammenstød
En fornyet frygt blev plantet i syriske kristne kort før påskeugens begyndelse. Den 27. marts kom to drenge fra en nærliggende landsby til al-Suqaylabiyah, en mellemstor provinsby, hvor indbyggerne primært er græsk-ortodokse. Udenfor en lokal café begyndte de at chikanere en kristen pige. En gruppe kristne drenge ville hjælpe pigen, og det førte hurtigt til slagsmål mellem de kristne drenge og de to drenge fra landsbyen.
Det, der begyndte som et lille slagsmål, udviklede sig i løbet af aftenen, da flere end 100 mænd dukkede op. De gik hærgende gennem al-Suqaylabiyah, smadrede butikker, ødelagde biler og råbte hadfyldte fornærmelser efter kristne.
Al-Suqaylabiyahs indbyggere gemte sig i deres hjem. Fulde af frygt begyndte de at bede om fred, mens kaos fyldte gaderne. Der gik flere timer, før sikkerhedsstyrker fra den nærliggende by, Hama, kom og fik kontrol over urolighederne.
Ved midnat, da roen var faldet over al-Suqaylabiyah, mødtes en gruppe kristne og bad sammen: ”Fadervor, du som er i himlene …” Seks kristne drenge blev arresteret, men ingen af dem, der angreb al-Suqaylabiyah, er blevet straffet.
Del voldelige udvikling i Syrien er bekymrende. I januar i år blev World Watch List (WWL) over lande, hvor forfølgelsen af kristne er værst, offentliggjort. Her var Syrien højdespringer og endte som nr. 6 på listen. Det er et spring på hele 12 placeringer i forhold til sidste års WWL og skyldes manglende stabilitet samt udbredt vold. Episoden i al-Suqaylabiyah er et tegn på, at den tendens tilsyneladende fortsætter.
Kirkeledere i al-Suqaylabiyah har kontaktet islamiske ledere i nabobyerne i håb om at få stoppet volden og skabt fred. De drømmer om igen at kunne føle sig trygge efter mange års krig og ustabilitet.
Gør grin med Jesus
I samme periode som sammenstødene i al-Suqaylabiyah fandt sted, førte en video på sociale medier til en række stødende og voldsomme kommentarer rettet mod kristne.
To mænd på motorcykler kørte rundt i en landsby nær al-Suqaylabiyah og filmede, at de gjorde grin med en statue af Jesus. Bagefter lagde de filmen på sociale medier.
Episoden virkede i første omgang fornærmende, men dog harmløs, men videoen gik viralt i Syrien, og så væltede det ind med grimme og fornærmende udsagn i kommentarsporet.
”Det, vi ser på sociale medier, er meget skræmmende,” understreger en ung kristen kvinde. ”Vi ser et mørke i hjerterne på mennesker omkring os.”
I alle dele af Syrien har kristne bedt for Al-Suqaylabiyah, og den 28. marts samledes indbyggerne i byen til en fredelig protest, hvor de efterspurgte sikkerhed, retfærdighed og værdighed. De opfordrede desuden til, at alle uautoriserede våben konfiskeres og krævede, at dem, der spreder ødelæggelse og frygt, stilles til ansvar.
Da urolighederne fandt sted lige inden påskeugen, var der mange, som efterspurgte aflysninger af palmesøndagsfejringer i frygt for nye angreb. I solidaritet med Al-Suqaylabiyah afholdt mange kirker derfor kun én gudstjeneste palmesøndag og aflyste deres planlagte, udendørs fejringer.
Bed


