Midt i kaos fandt Jenny en vej frem

Da Jennys far blev ramt af en bombeeksplosion i juni 2025, var hun sønderknust. Visheden om Guds godhed har dog båret hende gennem de hårde tider, og i dag hjælper hun andre syrere med at bearbejde deres traumer.

Jenny stod og nød en brise, som kølede lidt på den varme juniaften. Hendes veninde var på besøg, og de stod udenfor Jennys hjem i Damaskus og sludrede, da lyden af skud pludselig rev aftenidyllen i stykker.

Ligesom de fleste syrere kender Jenny alt for godt lyden af krig. Den 14 år lange borgerkrig i Syrien har præget størstedelen af hendes 25-årige liv.

“Jeg hørte skuddene, men de var ikke tæt på. Mindre end et minut senere lød der dog meget et højt brag, og fordi lyden var så voldsom, følte vi os sat tilbage til tiden under konflikten for 10 år siden,” fortæller Jenny.

Far tog ikke telefonen

Det viste sig hurtigt, at lydene hverken kom fra missiler eller granater. De kom fra en nærliggende kirke.

“Jeg fik et opkald, der fortalte, at der var sket en eksplosion foran Sankt Elias Kirke. Og så begyndte jeg at blive nervøs. Jeg vidste, at min far var til messe i lige præcis dén kirke. Jeg ville også selv have deltaget i messen, hvis jeg ikke havde haft besøg,” forklarer Jenny.

Derefter ringede Jenny til sin far. Men opkaldet blev ikke besvaret. Hun ringede tre gange, og endelig var der nogen, der svarede.

”Det var en mand, som sagde, at han havde fundet telefonen på gulvet. Han vidste ikke, om ejeren var i live eller død,” siger Jenny.

Umiddelbart efter fik hun endnu et opkald med oplysningen om, at en selvmordsbomber havde sprængt sig selv inde i Sankt Elias Kirke, og at alle i kirken var døde.

”I det øjeblik følte jeg, at alt ophørte med at eksistere. Jeg rystede over hele kroppen og kunne ikke længere stå på benene.”

Efter at have sundet sig lidt løb Jenny hen til kirken, hvor hun blev mødt af skrig, kaos og desperation. Sin far kunne hun dog ikke finde. Han er blevet kørt til hospitalet, fik hun at vide. Hvilket hospital, vidste Jenny dog ikke, så bag på en vens motorcykel kørte hun fra hospital til hospital, indtil hun fandt det rigtige.

Her var man i fuld gang med at operere hendes far. Hans indre organer hang udenpå kroppen, begge ben skulle amputeres, og han havde mistet synet. Det var livstruende, og snart kom beskeden: Der var ikke noget at gøre. Han var død.

Jenny var i chok. Sønderknust og følelsesløs af sorg.

Elsket og støttet

I uger og måneder efter tragedien mærkede Jenny og andre efterladte efter de i alt 25 døde stor omsorg fra menigheden samt fra kristne rundt om på kloden.

”Vi blev vist kærlighed af så mange. Vi var ikke i tvivl om, at der var mennesker, der elskede os, som delte vores sorg, og som var berørt af det, vi gik igennem,” siger hun.

Hjælp og støtte fra kristne over hele verden har været med til at uddanne traumekonsulenter i Damaskus – og Jenny er tilfældigvis én af dem.

”Jeg var klar over, at jeg havde været udsat for et traume samt for posttraumatisk stress, så jeg prøvede at hjælpe mig selv ved at bruge nogle af de metoder, jeg har lært,” forklarer hun.

Jenny arbejder også frivilligt som traumerådgiver for at hjælpe andre ofre for bombeangrebet mod Sankt Elias Kirke.

”Det er min pligt at stå ved deres side og støtte dem, ligesom jeg selv fik støtte undervejs,” erklærer hun.

Den traumebehandling, som takket være Open Doors’ støtter lige nu er tilgængelig for både børn og voksne, blander bibelsk undervisning med rådgivningsmetoder. Fokusset er på at føre mennesker tilbage til en tillidsfuld relation til Gud.

”Den frygt, folk oplever, behøver tid for at hele,” pointerer Jenny. ”Men Gud er god. Der er ikke nogen bedre at gå til end ham. Jeg håber, kirkerne igen vil blive fyldt til randen.”

Hun tilføjer: ”Bønner er det, vi har mest brug for lige nu. For vi har brug for Guds hjælp til at komme igennem det, vi står over for.”

Artiklen er også udgivet i vores blad i august 2026.

Læs mere om De trofaste få.