COLOMBIA: Daniela var kun 12 år gammel, da hendes far blev skudt. Syv år efter kan hun konstatere, at Gud har været trofast gennem sorgen, og at han bruger hendes historie til at styrke andre kristne.

Da Daniela var 12 år gammel, blev hendes liv forandret for altid. Hendes far, præsten Plinio Salcedo Molina, blev skudt, mens han sad og så tv i sit hjem (læs artikel om drabet her).

Årsagen? At han delte evangeliet i et område præget af vold og kriminelle grupper og dermed skabte håb og anviste alternativer til et liv i kriminalitet.

Sorgen ramte familien hårdt, og i lang tid fyldte spørgsmålene mere end svarene.

“Det er et mirakel, at jeg ikke dumpede i skolen. Jeg druknede i sorg,” fortæller Daniela om tiden efter drabet.

Familien modtog traumebehandling og støtte fra Open Doors, og langsomt begyndte et nyt kapitel. Men savnet forsvandt ikke. Hver gang Daniela så andre børn sammen med deres fædre, blev hun mindet om det, hun havde mistet.

I årevis kæmpede hun med spørgsmålet: Hvorfor? Men til et møde med nogle tyske kristne i begyndelsen af 2024 bad en af de besøgende for Daniela og hendes bror, Sebastian, og da hun var færdig med bønnen, hviskede hun: ”Måske tillod Gud dette for at beskytte jeres fars fremtid.”

Det satte nye tanker i gang hos Daniela – sådan havde hun aldrig set på det. For første gang begyndte hun at se, at Gud også kunne have en større plan midt i det, som gjorde så ondt. Samme dag fik Daniela også at vide, at hendes historie bliver brugt til at opmuntre børn og unge til at holde fast ved Jesus, selv når livet er svært.

Det blev et vendepunkt for hende; noget faldt på plads. Det, hun havde gennemgået, brugte Gud til at lede andre til Jesus.

“Det er måske en af de hårdeste måder at tjene Gud på, men i det øjeblik følte jeg mig privilegeret. Gud brugte min historie,” siger hun.

Fra dag begyndte den byrde, som Daniela havde båret i årevis, at lette. Smerten var der stadig, men nu havde den fået en form for mening.

Senere oplevede Daniela endnu et svar på bøn. Hun drømte om at uddanne sig som grafisk designer, men familiens økonomi gjorde det svært. Men takket være støtte fra Open Doors fik hun mulighed for at fortsætte sine studier.

Selv om savnet efter hendes far stadig er en del af hendes liv, ser hun nu anderledes på fremtiden.

“Efter min far døde plejede jeg at sige: ‘Gud er min beskytter’, fordi jeg indså, at jeg også kunne være blevet ramt,” fortæller hun. “I dag kommer jeg til ham med alle mine bekymringer, og jeg ser, hvordan han sørger for det, jeg har brug for. Gud er min far. Han er de faderløses far og enkers forsvarer, sådan som Bibelen siger.”

Selvfølgelig savner Daniela stadig sin far. Men hun bruger ikke længere tid på at tænke over, hvordan livet kunne have set ud, hvis han stadig havde været hos dem.

“Der er stadig tidspunkter, hvor jeg savner ham,” siger hun. “Men nu handler det mere om med glæde at huske alt det, jeg fik sammen med ham. Jeg ved, at han ikke længere er her. Han er hos Gud. Jesus er blevet mit ét og alt. Han ved, hvordan han skal vise mig sin kærlighed. Faktisk tog jeg imod Jesus få dage før, men far blev skudt. Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke det var sket.”

I dag arbejder Daniela som grafisk designer, og hun leder efter muligheder for at dele sit vidnesbyrd med mennesker omkring sig. Hendes tro sætter endda spor på arbejdspladsen.

“Mine chefer insisterer nu altid på at fortælle sandheden, også når de må indrømme, at en ordre er forsinket, fordi vi havde travlt og kom fra den,” siger hun med et smil.

Daniela drømmer om at arbejde hårdt, så hun kan give sin mor et mere trygt og behageligt liv. Hun ønsker at udvikle sig som grafisk designer, købe en motorcykel og måske en dag læse jura for at kunne hjælpe andre.

Gennem årene har breve, opmuntringer og forbøn fra kristne over hele verden været en stor støtte for Daniela og hendes familie. For hende har det været en konkret påmindelse om, at Gud aldrig har forladt dem.

”Jeg oplevede jeg det som et kram fra Gud, der mindede mig om, at han var der. Små hilsner fra Gud, sendt gennem mennesker.”