Glimt af håb fra iranske kristne

Internettet i Iran har været lukket i flere måneder. Alligevel er iranere både i og udenfor landet ulideligt bevidste om, den krise Iran er i. Økonomien er i frit fald, der er begrænset adgang til medicinsk behandling, og det kan være svært at se lyst på fremtiden.

Midt i krisen og de svære omstændigheder var fredag den 8. maj sidste dag i 100 dage med bøn for Iran. 100 dage i træk har kristne iranere udenfor Iran bedt for deres hjemland, for deres landmænd og for deres kristne brødre og søstre. Samtidig har de kristne i Iran holdt fast i Jesus som deres eneste kilde til håb.

Open Doors har talt med fem kristne iranere, som giver et lille indblik i, hvordan kirken i Iran har det. De fortæller om en dyster situation, men deler også små glimt af håb, generøsitet og udholdenhed.

Kirken er modstandsdygtig

”De holder deres blik rettet mod Jesus,” fastslår Abbas* først og fremmest. Han er kristen iraner, partner med Open Doors og bor i dag udenfor Iran. Han bemærker især de kristnes modstandsdygtighed.

”Omkring 60% af de kirker, som vi er i kontakt med, mødes fortsat. Det er ofte i mindre grupper end tidligere, og det vigtigste formål er at opmuntre hinanden. De forsøger at giver håbet videre gennem gode gerninger. Når de gør det, bringer de ikke kun Jesus til deres naboer, de viser også deres lokalsamfund, at kristendommen ikke er bundet til en kirkebygning.”

Kirken er generøs

”Der betales fortsat tiende og gives økonomiske gaver,” fortæller Babak*, en iransk kirkeleder. Han oplever, at den økonomiske krise ikke begrænser de kristnes givertjeneste.

”Priserne på husleje, forbrug, brændstof og helt almindelige dagligvarer er steget eksplosivt. Oven i det betyder ødelagt infrastruktur, lukkede fabrikker og stigende arbejdsløshed, at mange familier i Iran har svært ved at få enderne til at nå sammen. I den økonomiske krise er der et stærkt vidnesbyrd: kristne bliver ved med at give til kirken på trods af den svære tid, mange er i.”

Kirken bakker op

”Vi prøver at støtte hinanden,” siger Maral*, som også er kirkeleder i Iran. Han har lagt mærke til, at de kristne står sammen om at hjælpe, hvor der er behov.

”I denne tid mødes vi og beder for folks økonomiske problemer. Vi kender mange, der kæmper. En enlig kvinde, som forsørger sin familie, men har mistet sit job. En mand, der har mistet sit job, og hans kone må gøre rent i andre menneskers hjem, for at have råd til at leve. Vi prøver at hjælpe hinanden. For nylig tog en gruppe kvinder med relativt stabil økonomi, hvad de havde i deres frysere, køleskabe og køkkenskabe og lavede måltider, som de kunne dele ud til dem, der havde brug for det.”

”Det føles, som om at Gud midt i krigen vil have vores hjerter til at vokse tættere sammen og have os til at hjælpe hinanden. Vi opdager, at vi kan tage os af hinanden, når vi hver især bidrager med det, vi har, og det forsikrer os om, at Guds kærlighed arbejder i os.”

Kirken er kaldet til at være trofast

”Gud kalder os først og fremmest til at leve retfærdigt og trofast,” understreger Amin, som fremhæver Esajas’ Bog 56:1: ”Dette siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærdighed, for min frelse er kommet nær, og min retfærdighed skal snart åbenbares.”

”Den økonomiske situation gør det nemt at føle sig stresset og overvældet, men Esajas’ Bog 56:1 minder os om noget vigtigt: Gud kalder os til at leve retfærdigt og trofast, og så lover han os, at han aldrig lader os alene. Guds velsignelse er ikke altid penge – den viser sig ofte som åbne døre, en hjælpende hånd på det rigtige tidspunkt eller styrke til at blive ved med at bevæge sig fremad. Det, der virkelig betyder noget midt i presset og usikkerheden, er, at Gud er trofast og ikke har glemt os. I denne tid ser jeg ikke mig selv som stærk eller perfekt, men jeg takker Gud for, at jeg stadig står.”

Kirken bearbejder traumer

”Vi hjælper dem med at bearbejde frygt og traumer,” fortæller Shadia*, som er kristen iraner, men i dag bor udenfor Iran. Før internettet i Iran blev lukket ned, ledte hun onlinekurser og hjalp med at opbygge kirkefællesskaber i Iran.

”Vi lærer kvinder problemløsning, tidsstyring, stresshåndtering og at tænke kritisk. Målet er at hjælpe dem med at bearbejde frygt og traumer, finde helbredelse, og at de kan give det videre, som de selv har lært.”

Mentorer, præster og ledere udenfor Iran er blevet opmuntret af at se, hvordan kristne i Iran håndterer det ekstreme pres, de er under. Det smitter af på de kristne iranere uden for Iran, som bruger ventetiden uden internet i Iran på at forberede sig på, at de snart igen kan støtte og tage sig af den lidende, men modstandsdygtige kirke i Iran.

* Navn ændret af sikkerhedshensyn