Fem kristne henrettet i Nigeria

Nigeria_2013_0430100605_nyhedsbrev.jpg

Fem kristne er blevet henrettet af islamiske ekstremister, efter de blev kidnappet juleaften.

The Islamic State West Africa Province (ISWAP), som er en udbrydergruppe fra Boko Haram, angreb byen Garkida 24. december. De plyndrede, satte ild til flere bygninger og kidnappede fem mænd. Ud over de fem kidnappede blev mindst to dræbt under angrebet - én af dem et 5-årigt barn.

Ekstremisterne offentliggjorde en video 30. december, hvor de filmer de 5 kidnappede mænd, nævner deres navne og identificerer dem som kristne. Efterfølgende vises deres brutale henrettelse.

”Videoen minder om andre videoer vi har set,” fortæller Open Doors’ medarbejder Illia Djadi, som arbejder med analyse af religions- og trosfrihed i Afrika. Han fortsætter:

”Timingen i angrebet er heller ikke tilfældig. Julen er en tid, hvor et angreb tiltrækker opmærksomhed fra medierne. Derfor sker angreb som dette ofte i julen.”

Kidnapningen af de fem mænd og angrebet på deres by var blot et blandt flere angreb, som fandt sted i Nigeria juleaften.

Nigeria er generelt hårdt ramt af voldsangreb mod kristne. I år topper landet Open Doors voldsstatistikker, som det land, hvor volden mod kristne er hårdest.

Bed for Nigeria

  • Bed om heling og tryghed til de familier, som er ved at vende tilbage til deres hjem efter angrebet.

  • Bed om, at kirken i Nigeria må stå imod den forfølgelse de oplever lige nu.

  • Bed om forsoning og fred i Nigeria.