Illustrationsbillede
Esther har aldrig følt had – på trods af brutale angreb
NIGERIA: Esther mistede sin mand og to brødre i et angreb i 2001. Mere end 20 år senere blev hun selv brutalt angrebet med macheter. Alligevel føler hun ikke had – og det er på grund af Jesus, siger hun.
I 2001 mistede Esther* sin mand og to af sine brødre, da deres landsby blev udsat for et voldsomt angreb fra militante fulanier. Næsten hele landsbyen blev lagt i ruiner; alle huse på nær to blev brændt ned.
Mere end to årtier senere blev volden igen en personlig virkelighed for Esther. Den 27. august sidste år var hun på vej til en koncert i den landsby, hvor hun nu bor. På vejen blev hun standset af to unge fulani-mænd, som spurgte, om hun havde set deres kvæg. Da hun svarede nej, gik de til angreb.
”Den ene huggede mig med en machete i armen og hovedet, så det ene øre næsten blev skåret af. Da jeg faldt til jorden, fortsatte den anden angrebet ved at hugge mig i benene med sin machete, så blodet sprøjtede.”
Ifølge Esther reddede dette hendes liv.
“Ved Guds nåde sprøjtede blodet ham lige op i øjnene, så han ikke kunne se noget, og så løb han sin vej.”
Følte sig løftet op
Efter overfaldet forsøgte Esther at rejse sig, men faldt om igen. Så bad hun højt til Gud:
“Far, jeg priser dig. Selv i dette øjeblik, og selv hvis jeg dør nu, beder jeg for dem, der huggede mig ned. Lad dem møde din tilgivelse.”
Det, der skete bagefter, har sat sig dybt i hendes hukommelse. For i samme øjeblik kunne hun pludselig stå op igen. Hun kan ikke forklare hvordan.
“Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg følte det, som om jeg blev løftet op.”
Hun gik hen til et sted, hvor der var andre mennesker, blev sat op på en motorcykel og kørt til hospitalet. Her lå hun bevidstløs i fem dage, inden hun kom til sig selv igen.
Selv om hun overlevede, lever hun fortsat med følgerne af angrebet; skaderne er permanente: Musklen i armen kan ikke gendannes, og hun har mistet hørelsen på det øre, der næsten blev hugget af.
Har tilgivet angriberne
For Esther har vejen tilbage dog ikke kun handlet om fysisk heling, men også om at bearbejde det, hun har været udsat for.
“Jeg beder meget for at fordøje det, der er overgået mig. Men jeg har tilgivet de to unge mænd, som har ændret mit liv for altid. Faktisk beder jeg for, at de omvender sig og kommer til tro på Jesus.”
Når Esther ser tilbage på både tabet af sin mand og sine brødre i 2001 og det brutale overfald, hun selv blev udsat for sidste år, er der én ting, hun særligt vil fremhæve.
“Jeg har aldrig følt had – og det er på grund af Jesus.”
* Navn ændret af sikkerhedshensyn
Artiklen er også udgivet i vores blad i november 2026.
Læs mere om Rejs dig, Afrika.


