Bed med på 20 år lang bøn
Illustrationsbillede
I midten af marts havde Priya* fra Sri Lanka besøg af nogle venner fra sin kirke. Priyas mand er buddhist, og han var hjemme, mens hun havde gæster. I første omgang protesterede han ikke imod at have kristne i huset, men der gik ikke lang tid, efter døren lukkede bag gæsterne, før Priyas mand begyndte at tæske hende.
”Jeg sagde til dig, at du ikke skulle gå i kirke. Nu kommer de kristne også her," råbte han ad hende.
Det var første gang i deres 20 år lange ægteskab, at Priyas mand slog hende, men det var langt fra første gang, han aktivt modsatte sig hendes tro på Jesus. Noget, der er meget almindeligt i den del af Sri Lanka, Priya kommer fra.
Priya var 20 år, da hun tog imod Jesus efter at have set sin bror blive helbredt, da kristne bad for ham.
"Den dag besluttede jeg, at jeg ville følge Gud," fortæller Priya.
Da Priya blev gift, var det på den betingelse, at hun skulle have lov til at gå i kirke, bede derhjemme og følge sin egen religion. På trods af løfterne gik der ikke lang tid efter brylluppet, før hun mærkede presset fra sin mand. Et pres, der nu er kulmineret i fysisk vold. Heller ikke Priyas svigerfamilie holder sig tilbage.
"Hvordan kan du undgå at blive buddhist, når din mand er buddhist?" har hendes svigermor ofte spurgt.
Hver søndag er der en trykket stemning i hjemmet, når Priya gør sig klar til at tage i kirke. Hendes mand råber ad hende, at hun skal forlade sin herre. Når Priya forsøger at læse i sin bibel eller bede derhjemme, bliver hendes mand vred.
"For to år siden brændte han min bibel," fortæller hun. "For et par måneder siden rev han min nye bibel i stykker og smed den ud."
Ægtemandens alkoholforbrug har kun gjort situationen sværere for Priya.
"Hver gang han kommer beruset hjem, fornærmer han kirken og min tro,” siger hun.
Midt i alle de kampe, Priya står i, har hun besluttet sig for, at intet kan få hende til at forlade sin tro, selvom der er dage, hvor hun beder med tårer i øjnene, når hendes mand ikke er hjemme.
Vores lokale partnere har for nyligt brugt tid med Priya. Deres vigtigste opgave var at bede med hende samt at opmuntre hende. Hendes kampe fortsætter, men vores partnere holder øje med hendes situation.
I dag kan du stå sammen med Priya i den bøn, hun har bedt i 20 år: at hendes mand må blive mødt af Gud og give sit liv til ham.
* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
Bed for Priya og Sri Lanka
Bed om, at Priyas mand må mærke kaldet fra Gud i sit hjerte og give sit liv til ham
Bed for kristne i samme situation som Priya. Kristne, der er alene med den kristne tro i deres familie, og som har en længsel efter, at deres familier kommer til tro på Jesus
Bed om, at Gud må røre hjerterne på dem, der undertrykker kristne udelukkende på grund af deres tro.