Bed for kristne arresteret i Nordkorea

Illustrationsbillede

I år er flere kristne i Nordkorea blevet opdaget og arresteret af myndighederne. For at beskytte vores kilder og de involveredes sikkerhed kan vi ikke dele de kristnes navne eller fortælle, hvor i Nordkorea de kommer fra.

De kristne er alle blevet arresteret, fordi de anses for at være fjender af staten. Der skal ikke mere til end at eje en bibel eller mødes med andre kristne i hemmelighed, før du kan få det stempel.

Når en nordkoreansk kristen bliver arresteret, følger flere dage med hårde afhøringer på den lokale politistation. Tæsk, ingen søvn og psykisk pres er en fast del af afhøringerne. Politiet presser den anholdte til at angive familiemedlemmer og andre kristne.

Mange kristne, især dem der er anklaget for at være ledere eller arrangører af undergrundsgudstjenester, sendes til kwan-li-so, som er umenneskelige fangelejre for politiske fanger. Det er lejre, som man aldrig bliver løsladt fra, hvor alle fanger udfører tvangsarbejde og sultes, indtil de dør.

Andre kristne, og familiemedlemmer til arresterede kristne, sendes til kyo-hwa-so-genopdragelseslejre. Her afsoner de lange, men tidsbegrænsede straffe. I genopdragelseslejrene er forholdene også brutale med tvangsarbejde, tortur og sult. Selvom opholdet i en genopdragelseslejr teknisk set er tidsbegrænset, er der derfor mange, som dør, inden deres straf er udstået.

De ekstreme forhold er årsagen til, at Nordkorea i mere end 30 år har været nr. 1 eller blandt de øverste lande på World Watch List – Open Doors’ årlige rangering af de  lande, hvor forfølgelsen og diskriminationen af kristne er værst.

Alle kristne i Nordkorea kender den ekstreme risiko, de løber ved at være kristne. Alligevel giver undergrundskirken ikke op. Selv på det mørkeste sted på jorden holder kristne fast i de bibelvers, som de har lært udenad, og de finder måder at opmuntre hinanden på. De hvisker deres bønner, og selvom deres ’amen’ er tæt på umuligt at høre, hører Gud alle bønner og råb om hjælp.

Du kan gøre en forskel ved at bede for de kristne, som er blevet arresteret i år. Selvom du ikke kender deres navne, så ved Gud præcis, hvem du beder for.

Bed for Nordkorea

  • Bed om, at de fængslede kristne må mærke Gud som deres trygge tilflugtssted, mens de er på et meget utrygt sted

  • Bed for de familier, der er blevet revet fra hinanden – især for de børn, der nu vokser op uden forældre

  • Bed om, at vagter, politi og embedsmænd må blive rørt af de kristnes vidnesbyrd

  • Tak Gud for kristnes mod til at holde fast i troen, og bed om, at det må fortsætte på trods af anholdelserne i år.