70 års intens forfølgelse har ikke knust den nordkoreanske kirke

Nordkoreas kristne lever i dag isoleret og alene, da det ofte er alt for farligt at mødes eller have kontakt til andre kristne, selv i det skjulte.

Den 25. juni er den triste 70-årsdag for starten på Koreakrigen. Kristne i Nordkorea var allerede begyndt at mærke til den voldsomme forfølgelse før krigens begyndelse i 1950, men forfølgelsen blev kun værre efter krigens afslutning. På trods af den ekstreme undertrykkelse, som disse kristne har levet under i over 70 år, så har undergrundskirken ikke blot overlevet siden da, men den er vokset.

Bearbejdet og oversat af Dorit Hejslet

Da Koreakrigen startede, var den koreanske halvø allerede delt i to og havde været opdelt siden 2. Verdenskrig i 1945. Amerika havde indtaget den sydlige del, mens Sovjetunionen havde indtaget den nordlige. I 1950 havde de fleste amerikanske tropper forladt den sydlige del, og Kim Il-Sung var blevet indsat som den officielle leder af Nordkorea.

Under Kim Il-Sungs regime blev de kristne, allerede før krigens begyndelse, anset som en trussel mod nationen. Kristne og deres kirker blev åbent reguleret og undertrykt, og de troende var tvunget til at tilmelde sig Arbejderpartiet. Nægtede de dette, blev de arresteret, deporteret til fjerne egne som fx Sibirien eller dræbt på stedet. De mindre kirker blev tvunget til at fusionere med større kirker for at gøre statens overvågning lettere, og præsterne blev beordret til at hænge billeder af Kim Il-Sung op i kirkesalen. Nægtede de dette, blev de arresteret og tortureret med døden til følge. Mange kristne flygtede derfor til Sydkorea i takt med, at forfølgelsen intensiveredes op til krigens start.

Krigens begyndelse

Koreakrigen begyndte søndag d. 25. juni 1950, da Nordkorea bombede den sydkoreanske lejr ved grænsen mellem nord og syd, kaldet den 38. breddegrad. Indenfor 3 dage var hovedstaden i Syd, Seoul, indtaget af de nordkoreanske tropper, som fortsatte med at indtage land indtil september, hvor de havde indtaget alle byer undtagen blot én.

Adskillige præster og kristne blev bortført og dræbt, og flere blev endda begravet levende. Nogle blev fængslet og fik valget om enten at forsage deres tro eller blive dræbt. Kirkerne i de store byer i Sydkorea blev tvunget til at afholde store hyldestgudstjenester, der fejrede Nordkoreas triumf, og de præster, der ikke viste deres støtte under gudstjenesten, blev arresteret og dræbt.

I den nordkoreanske hovedstad Pyongyang blev et stort kristent møde afholdt, med Kim Il-Sungs onkel og højre hånd, Pastor Kang Ryang-uk, i spidsen for det hele. Ved dette møde blev alle kristne på den nordkoreanske halvø beordret til at give deres fulde loyalitet til det fremtidige kommunistiske land og dets leder Kim Il-Sung.

Nederlag og sejr

Koreakrigens tilstand ændrede sig igen i september 1950, da Amerikanske tropper landede ved havnebyen Incheon, der ligger tæt på Seoul, for at støtte det Sydkoreanske folk. Det betød, at fronten igen blev rykket tilbage, og i slutningen af oktober var der kun et par enkelte områder tilbage, der var under nordkoreansk herredømme. Både Seoul og Pyongyang var under NATOs beskyttelse, og de kristne mødtes endnu engang til et stormøde for at fejre sejren, men denne gang helt frivilligt. I næsten én måned var kirkerne proppede med kristne, der sang sejrs-lovsange og fejrede deres frihed.

Men tingene ændrede sig igen i november 1950, hvor de kinesiske tropper ankom til halvøen, for at forsvare det nordkoreanske rige, og grænsen mellem de to lande blev igen skubbet tilbage den 38. breddegrad. Pyongyang blev invaderet af nordkoreanske tropper, og de troende, der før havde fejret NATOs sejr og deres frihed til at afholde lovsang og gudstjeneste, blev arresteret og henrettet. Grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea forblev den samme indtil fredsaftalen d. 27. juli 1953. Kim Il-Sung forsøgte at markere krigen og fredsaftalen som en sejr for Nordkorea, og den dag i dag, fejrer de derfor ikke starten på krigen men slutningen under navnet; ”Sejrsdagen for faderlandets befrielseskrig.”

Kirken under og efter krigen

Der er i dag dødsstraf for at eje en bibel i Nordkorea.

Under Koreakrigen var der tusindvis af kristne, der blev forfulgt pga. deres tro, og omkring 1200 kristne er registreret dræbt under krigen. Af disse kristne blev 30 dræbt for at forsvare kirkens bygninger, og 500 dræbt, fordi de offentligt gav udtryk for deres tro.

Der var omkring 3000 kirkebygninger i Nordkorea før krigens start, og ingen af disse blev efter krigen benyttet som kirker. Mange blev jævnet med jorden, mens andre blev lavet til fx skoler eller centre for Jucheideologien. Alle former for litteratur, der blev anset for at være anti-socialistisk eller kapitalistisk, blev fjernet og brændt fx bibler og al kristen litteratur.

Det er svært at finde præcise tal på antallet af kristne før, under og efter krigen, men mange rapporter estimerer, at der var omkring 300.000 kristne i Nordkorea før krigen og omkring 100.000-200.000 efter krigens slutning i 1953.

Hvis en kristen nordkoreaner ønskede at overleve efter krigen, var der 3 måder, hvorpå dette kunne ske; De kunne flygte til Sydkorea, skjule deres tro eller fornægte deres tro. Mange præster og medlemmer af Nordkoreas kirker valgte at gå under jorden, og på trods af den ekstreme forfølgelse kristne måtte udstå, så forblev mange troende, og ved Guds nåde, kom mange af deres børn også til tro. Kirken i Nordkorea har altså ikke blot overlevet krigen og forfølgelsen, den voksede endda. Det er svært at give de præcise tal med en nation som Nordkorea, men det estimeres, at der i dag er omkring 400.000 kristne i landet, men de reelle tal kan være endnu højere endnu, vurderer Open Doors International.

Et himmelsk mysterium

At den Nordkoreanske kirke er vokset, er næsten umuligt for os i Danmark at forstå og forklare. I Bibelen ser vi, at der er et særligt hjerte og fokus på de forfulgte brødre og søstre, og derfor er støtten og forbønnen for de nordkoreanske kristne så vigtig. Dine bønner og din støtte har været med til at fremme kirkens vækst.

Open Doors international har krisecentre (Safe houses) i Kina for illegale flygtninge fra Nordkorea, der vandrer over grænsen desperate efter mad og arbejde. Mange nordkoreanere møder for første gang evangeliet i disse huse, og de tager de gode nyheder med sig tilbage til Nordkorea sammen med mad, medicin og kristen litteratur. Open Doors broadcaster også radioprogrammer ind i Nordkorea, hvilket hjælper med at opbygge de hemmelige kristnes tro og opmuntre dem midt i deres svære liv. Nu, hvor vi mindes Koreakrigen, dens betydning for kirken og de kristne i Nordkorea, så vil Open Doors opfordre jer stå sammen med de forfulgte i Nordkorea i bøn og handling.

Mange kristne nordkoreanere er flygtet til Sydkorea, hvorfra de forsøger at forbedre livet for deres brødre og søstre i hjemlandet.

En hemmelig kristen i Nordkorea sendte os denne besked til jer;

”Som sollyset skinner gennem sprækkerne og giver varme, på samme måde bliver vi berørt af jeres omsorg og den forbøn, der strømmer fra jeres hjerter til os. Vores hjerter er overvældede, og vi kan ikke stoppe tårerne, som løber fra vores øjne. Vi takker jer for jeres offer, og fordi I tænker på os. Vi mærker det, og tager det med os hvert minut og sekund af dagene, der går. Vi gør vores bedste for at tjene Gud og leve et tjenestevilligt liv for Ham.”