• World Watch List udkommer hvert år i januar. Open Doors har udarbejdet listen siden 1993.

  • Open Doors startede arbejdet med World Watch List efter Sovjetunionens kollaps og murens fald. Indtil da havde Open Doors’ arbejde været at smugle bibler ind i Østeuropa, men efter murens fald dalede behovet for bibler. Derfor satte man en undersøgelse i gang for at finde ud af, hvor kristne blev forfulgt, og hvor der dermed var behov for Open Doors’ arbejde.

    Gennem årene er kortlægningen af kristenforfølgelser også blevet et vigtigt værktøj til at vise omverdenen, hvor stort omfanget af forfølgelsen er, og hvor det sker.

  • World Watch List udarbejdes på baggrund af grundig research. Open Doors’ researchafdeling World Watch Research (WWR), laver listen ud fra et specialdesignet spørgeskema, der sendes til de enkelte lande. Svarene identificerer de forskellige årsager, der driver forfølgelsen. Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres hvert år, og den dækker over en indrapporteringsperiode fra 1. november – 31. oktober. Ud fra resultaterne beregnes en samlet score for hvert land, og denne bruges til at fastslå landenes placering fra 1 til 50 på årets World Watch List.

    World Watch Research måler forfølgelserne af kristne på seks parametre. De første fem kategoriseres i den fælles betegnelse ’pres,’ som beskriver det pres kristne oplever i fem livssfærer. De seks parametre er:

    - Privatsfæren

    - Familiesfæren

    - Den lokale sfære

    - Den nationale sfære

    - Kirkesfæren

    - Fysisk vold

    På hvert parameter får et land en score mellem 0 og 16,7. De lægges sammen og giver hvert land på World Watch List en score mellem 0 og 100 point.

  • I den offentligt tilgængelige version af World Watch List angives det samlede antal point for hvert land som et heltal. Decimalerne er rundet op eller ned. Hvis to lande ender på det samme antal hele point, bliver decimalerne afgørende for, hvilket af landene der kommer til at ligge først på listen.

    Decimalerne opstår som følge af den beregningsmetode, der bruges til at evaluere svarene fra spørgeskemaundersøgelsen. Det ville dog være misvisende at tro, at et større antal decimaler svarer til en større nøjagtighed i beregningerne.

  • Teamet bag World Watch List består af en direktør, syv analytikere samt en kommunikationsmedarbejder, som alle har en universitetsuddannelse. Tre af medlemmerne (inklusive direktøren) har, eller er i gang med at tage, en Ph.D.-grad. Fem af medlemmerne er uddannede jurister med speciale i menneskerettigheder, forfatnings- eller forvaltningsret. Vores analytikere arbejder tæt sammen med forskere og andre eksperter på både nationalt og regionalt plan.

    Det specialdesignede World Watch List-spørgeskema er det grundlæggende værktøj bag den metode, der bruges til at udarbejde World Watch List. Metoden, hvorpå de forskellige lande får tildelt deres pointtal, samt resultaternes generaliserbarhed overvåges af det internationale institut for religionsfrihed (IIRF; www.iirf.eu). Hovedformålet med denne revision er at sikre, at svarene på spørgeskemaet bedømmes og behandles ens for alle lande, selvom landene står i hver deres specifikke situation.

    Revisionserklæringen fra IIRF udtrykker deres konklusion. Samtidig er den med til at øge kvaliteten for World Watch List og sikre, at resultaterne bliver så gennemskuelige og objektive som muligt. IIRF gør dog opmærksom på, at yderligere udtalelser, dokumenter og fortolkninger fra Open Doors, der udkommer i forbindelse med eller på baggrund af udgivelsen af World Watch List, ligger udenfor instituttets ansvarsområde.

  • Presset på de kristne og de voldelige overgreb, der bliver begået mod dem, kan sammenlignes fra land til land, uafhængigt af de konkrete årsager til fjendtligheden.

    Open Doors bruger et specialdesignet spørgeskema, som sikrer, at undersøgelsen er ensartet i alle lande. Spørgeskemaet tager højde for, at forfølgelserne har forskellig karakter fra land til land.

  • Open Doors påstår ikke, at det kun er kristne, der udsættes for forfølgelse. Men der findes meget få tilgængelige data fra anden side, som kan sammenlignes med World Watch List. Antallet af forfulgte kristne er enormt – over 360 millioner mennesker på verdensplan. Det er derfor meget sandsynligt, at flere kristne er udsatte for alvorlig forfølgelse end tilhængere af nogen anden religion.

  • World Watch List har haft afgørende betydning i at afdække, hvor der sker forfølgelser af kristne, og dermed hvor Open Doors har sat ind. Ud over at afdække forfølgelse af kristne i kommunistiske og islamiske lande, har arbejdet med World Watch List vist, at der også sker alvorlig forfølgelse af kristne i buddhistiske og hinduistiske lande – for eksempel i Indien, Myanmar og Nepal.

    Derudover har den systematiske undersøgelse afdækket variationen i forfølgelse af kristne. Både når det gælder typer af forfølgelse, baggrunden for forfølgelse, og hvem der står bag forfølgelsen.