Published On: tirsdag d. 10. november 2026

Den internationale kampagne Arise Africa, som Open Doors står bag, har nået milepælen én million underskrifter.

Underskriverne opfordrer regeringer, internationale institutioner og beslutningstagere til at handle for at beskytte kristne og andre sårbare grupper, der udsættes for omfattende vold i Afrika syd for Sahara.

Underskrifterne vil nu blive overrakt til FN, EU og nationale regeringer som en tydelig opfordring til at styrke beskyttelsen af udsatte befolkningsgrupper, sikre retfærdighed for ofrene og støtte genopbygningen af ramte samfund.

Open Doors Danmark takker de flere end 6.000 danskere, som har bidraget til den globale underskriftsindsamling.

“At én million mennesker har skrevet under- herunder tusinder i Danmark – sender et stærkt signal til verdens ledere om, at de ikke kan lukke øjnene for den omfattende vold mod kristne i Afrika syd for Sahara. Vi er taknemlige til alle, som har været med til at løfte sagen og give en stemme til mennesker, der alt for ofte bliver overset,” siger Jens Kristian Lund Jensen, generalsekretær i Open Doors Danmark.

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, Karsten Hønge, vil få overrakt underskrifterne den 28. januar 2027 i forbindelse med lanceringen af Open Doors’ årlige liste over lande, hvor forholdene for kristne er værst.

I gennemsnit bliver 12 kristne dræbt hver dag på grund af deres tro i Afrika syd for Sahara. Regionen er i dag epicentret for den vold og forfølgelse, som rammer kristne verden over. Arise Africa-kampagnen opfordrer regeringer og internationale aktører til at:

  • styrke beskyttelsen af udsatte lokalsamfund
  • stille gerningsmænd til ansvar
  • hjælpe overlevende med at genopbygge deres liv

Volden rammer både mennesker, familier og lokalsamfund. Ud over drab drejer det sig om fordrivelse af millioner af kristne, kidnapninger, seksuel vold samt ødelæggelse af huse, kirker og virksomheder ejet af kristne.

Gennem Arise Africa-kampagnen arbejder Open Doors ud over underskriftindsamlingen for at yde praktisk hjælp, traumebehandling og langsigtet støtte til fire millioner kristne, som lever med konsekvenserne af vold og forfølgelse. Arise Africa-kampagnen løber til og med 2028 – til den tid vil den have varet seks år.

(Illustrationsfoto/Unsplash)

Bed

  • Bed om, at afleveringen af underskrifterne sætter gang i politiske initiativer.
  • Bed for kristne i subsaharisk Afrika – bed om Guds beskyttelse.
  • Bed for de islamister, som angriber kristne – bed om Guds nåde over dem.