Published On: tirsdag d. 29. september 2026

AFGHANISTAN: En kristen familiefar blev alvorligt såret under et Taleban-angreb. Hans historie viser, hvilken pris afghanske kristne fortsat risikerer at betale for at følge Jesus.

Fem år efter Talebans magtovertagelse lever kristne i Afghanistan fortsat under et massivt pres. Det erfarede en kristen familie, da Taleban en nat stormede deres hjem efter voksende mistanke om familiens tro.

Faderen blev stukket i maven, hans søns fingre blev brækket, og hans hustru blev såret under angrebet. Familien fik samtidig en advarsel: Dette var deres sidste chance for at opgive Jesus.

Da lokale kristne senere foreslog manden at flytte til et sikrere område, var hans første tanke overraskende. Han ønskede at blive, så han kunne fortælle sine angribere om den tilgivelse, han selv havde fundet hos Jesus.

Historien er langt fra enestående. Ifølge lokale kristne bliver situationen for kristne i Afghanistan stadig vanskeligere. Når mennesker bliver kristne, kan konsekvenserne være omfattende – nogle mister deres hjem eller deres ejendele. Andre bliver afvist af familie og venner eller lever med konstante trusler mod deres sikkerhed.

Det oplevede en nykristen kvinde, da hun fortalte sin mand om sin tro på Jesus. Han reagerede ved straks at skille sig fra hende og sende hende bort. Pludselig stod hun alene og måtte begynde forfra et andet sted.

Men selv om livet blev langt sværere, fortæller hun, at hun fandt en fred og et håb, som hun ikke ville bytte for noget.

Midt i udfordringerne ser lokale kristne tegn på håb. Nogle afghanere søger svar på livets store spørgsmål og vælger at følge Jesus, selv om de ved, at beslutningen kan få store personlige omkostninger. Troen giver dem et håb, som hjælper dem til at holde fast, også når modstanden vokser.

Bed

  • Bed om, at kristne i Afghanistan oplever Guds nærhed, styrke og beskyttelse.

  • Bed om visdom og mod til kristne, som står over for svære valg på grund af deres tro.

  • Bed for Open Doors’ partnere, som støtter afghanske kristne, der lever under pres og forfølgelse.