”Vores tro er ikke bygget på sæbebobler”

Elias står bævende ved indgangen til Sankt Elias Kirke i bydelen Dweila i Damaskus. Minderne fra søndag den 22. juni 2025 vælder op i ham – dagen hvor et bombeangreb under en gudstjeneste kostede 25 mennesker livet. Elias og hans familie har ikke været her siden.

Den 56-årige syrer stirrer på det sted, hvor selvmordsbomberen detonerede sig selv og efterlod et hul i gulvets tykke, armerede beton – det var præcis dér, hans brødre blev dræbt. I alt mistede Elias syv familiemedlemmer den aften: sine to brødre, en søster og fire andre slægtninge samt en nabo og en nær ven.

Støttet af en krykke halter han sammen med sin hustru, 39-årige Hanane, ind i kirkerummet. Metalsøm stikker ud af hans ben, og håndværkerne, der er i gang med at genopbygge kirken, stopper op, da de hører, at Elias og Hanane mistede syv familiemedlemmer i angrebet. Et øjeblik sænker stilheden sig i kirkerummet.

Elias og Hanane tænder tynde, orange lys og sætter dem fast i sandet på toppen af et midlertidigt alter af sten og stolper – de spæde flammer vidner om en tro, som ikke blev slukket af eksplosionen. Deres fem børn, som først skulle tage mod til sig, inden de turde følge deres forældre ind i kirken, slutter sig til. Men da deres søn, Ibrahim, hører bilhorn udenfor, går han i panik og flygter ud af kirken sammen med sine søstre – høje lyde er stadig triggere.

“Vi har været igennem 14 års borgerkrig,” siger Elias. “Men et angreb inde i kirken er uhørt. Det var en massakre.”

”Ned på gulvet!”

Elias fortæller, at familien var samlet i kirken til en gudstjeneste, der markerede, at det var en uge siden, hans tante døde – en højtidelig og vigtig begivenhed i syrisk tradition. Med 300 deltagere var kirken helt fuld.

“Her går vores søn, Ibrahim, op mod alteret med et stearinlys,” fortæller Hanane og viser os en kort video optaget få øjeblikke før, lyden af en række skud pludselig forstyrrede mindehøjtideligheden. Elias taler roligt, næsten uden følelser.

“Skuddene blev kraftigere,” forklarer han, “og døren blev sparket op. En terrorist trængte ind og begyndte at skyde til højre og venstre.”

Elias hørte sin bror Geryes råbe til folk: “Ned på gulvet!” Selv løb han op mod Ibrahim, da Geryes og Elias’ anden bror, Boutros, samt nogle andre kastede sig over bombemanden. Efter en kort kamp detonerede bombemanden sin rygsæk, og han selv samt dem, der angreb ham, døde øjeblikkeligt.

“Alt blev sort-hvidt. Ikoner faldt ned, og loftet gav sig,” husker Elias om eksplosionen. “Jeg blev ramt af to metalsplinter i låret, den ene ramte pulsåren. Jeg kunne ikke bevæge mig. Folk skreg. Kirken var blevet rød.”

Selv lå Elias i mere end 10 minutter med en blottet pulsåre, inden en mand bandt en skjorte om låret for at stoppe blødningen og derefter kørte Elias til hospitalet. I alt døde 25 personer i angrebet, og flere end 60 blev såret.

Senere fandt man ud af, at rygsækken var fyldt med skruer for at maksimere antallet af ofre. Men fordi Elias’ brødre med flere pressede angriberen ned mod gulvet gik størstedelen af eksplosionen nedad.

“Alle var vidner til deres mod og martyrium,” siger Elias. “Hvis de ikke havde handlet, ville der have været langt flere døde.”

”Bare ét barn mere, Gud”

Hanane bliver grådkvalt, mens hun tænker tilbage på aftenen og husker, hvordan hun straks begyndte at lede efter deres fem børn, Elen, Sarah, Taqla, Ibrahim og Christina:

“Hele kirken var ødelagt, og jeg kunne ikke se nogen af børnene. Men øjeblikket efter fik jeg øje på Taqla foran mig og min mor bag mig.”

Hendes mors stemme rungede i ørerne: “Hvor er dine børn?”

“Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lede,” græder Hanane. Så dukkede en svigerinde op med den yngste datter, Christina.

“Jeg begyndte at råbe efter resten af mine børn og bad: Herre, lad mig finde bare ét barn mere. Jeg vil være tilfreds med bare ét mere.”

På det tidspunkt kom Ibrahim løbende.

“Jeg greb ham og sagde: Vi skal ud. Hurtigt.”

Udenfor så Hanane sin ældste datter Elen løbe ind i kirken igen. Men 12-årige Sarah var stadig væk.

“Nogen fulgte efter mig. Jeg vendte mig om og så en pige med blod løbende ud af øjnene. Jeg tænkte: Hvorfor følger den pige efter mig? Hendes skjorte var dækket af blod, men da jeg så hendes sko, opdagede jeg, at det var Sarah.”

Hanane kæmper med at få ordene frem.

“Jeg kunne ikke genkende hendes ansigt. Det var opsvulmet, og hendes hår var brændt væk. Hun kunne ikke se noget, men fulgte bare min stemme.”

Både Sarah og femårige Taqla blev indlagt. Elias og Sarah havde brug for operationer, og Sarah måtte senere igennem endnu flere operationer i Libanon.

“Det højre øje er bedre nu,” siger Hanane. “Men venstre øje er blevet opereret tre gange, og hun kan stadig ikke se med det.”

De psykiske ar stikker dybt

I dagene efter angrebet fik Elias gradvist kendskab til tabet af alle sine familiemedlemmer, begyndende med sin søsters død. Senere, da han var stærkere, fik han at vide, at begge hans brødre og fire fætre og kusiner var døde.

“Jeg brød helt sammen,” mindes han. ”Mine brødre var som fædre for vores børn. Da vi kom hjem, var der tomhed.” Hanane tilføjer: “De tilbragte mere tid med vores børn, end vi selv gjorde.”

Familien overvejer at forlade Syrien – for børnenes skyld. Presset for at konvertere til islam er stort, og islamister patruljerer jævnligt kristne kvarterer og kræver, at man konverterer.

“Der er konstant frygt,” konstaterer Hanane. “Vi frygter hver dag, at nogen vil komme og smide os ud.”

De psykiske sår og ar fra krigen, fra Islamisk Stats besættelse og fra de fortsatte trusler stikker dybt.

“Børnene er stadig bange for de mindste lyde,” siger Hanane. “Hvis de hører fyrværkeri, tror de, at de bliver angrebet.”

Trods alt dette er det vigtigt for Elias at understrege, at angrebet i juni 2025 hverken har forhindret kirkens medlemmer i at samles eller afholdt familien fra at følge Jesus:

“Vi takker ham for alt. Vores tro er fast, og vi fortsætter. Jesus sagde: På denne klippe vil jeg bygge min kirke. Vores tro er bygget på en klippe, ikke på sæbebobler.”

Artiklen er også udgivet i vores blad i august 2026.

Læs mere om De trofaste få.